Det begyndte som et forsøg på at hele krigssårene og bringe landene tættere sammen. I år er der dog opstået revner - og særligt to landes problemer med hinanden har ført til en historisk splittelse.

Det har altid været farverigt, underholdende og glitteret, når sangkonkurrencen Eurovision er blevet vist i fjernsynet.

Men faktisk opstod showet i en mørkere tid, hvor sårene endnu manglede at hele i Europa efter Anden Verdenskrig. Det var blandt andet derfor, at European Broadcasting Unions daværende generaldirektør Marcel Bezencon, som ofte bliver kaldt opfinderen af Eurovision Song Contest, i 1955 fik ideen til at bringe landene tættere sammen - ved hjælp af en sangkonkurrence.

Ideen menes han at have fået fra England, hvor en sangkonkurrence med regionale juryer og en pointtavle skulle afholdes. Og året efter - i 1956 - fandt den første Eurovision Song Contest sted.

Der har ofte været en snert af politik over konkurrencen og de deltagende sange, selvom den skulle være upolitisk, men i år er der udbrudt en usædvanlig storpolitisk konflikt mellem to lande: Værtslandet Ukraine og deltageren Rusland.

Det begyndte allerede at ulme, da fans spekulerede i, at Rusland havde valgt 27-årige Julia Samoylova til at repræsentere landet, fordi hun lider af muskelsvind og sidder i kørestol. Og man kan jo ikke tillade sig at buhe af en kvinde i kørestol, lød det. Spekulationerne skal ses i lyset af en voksende tendens til, at Rusland konsekvent er blevet mødt af buh-råb fra salen de senere år.

Det hele kulminerede dog i marts, da Ukraine pludselig forbød den russiske sangerinde at rejse ind i landet for at være med i konkurrencen. Årsagen var, at hun tidligere har optrådt på Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014. Det er i strid med ukrainsk lovgivning.

Samtidig mente nogle fans, at det kunne ses som en bevidst provokation, at Rusland valgte at sende en deltager, som man vidste ville blive udelukket, som et modsvar til sidste års ukrainske vindersang, som vakte harme blandt mange russere. Sangen '1944', som sangerinden Jamala vandt med, beskrev nemlig, hvordan russiske soldater forfulgte den ukrainske befolkningsgruppe krimtatarerne under Anden Verdenskrig.

Til DR har den nuværende Grand Prix-chef i den europæiske tv-union, EBU, nordmanden Jon Ola Sand, dog afvist, at teksten strider mod reglerne om at holde politik ude af konkurrencen.

»Sangen kan sættes i en politisk kontekst, men det kan alt. Og i den situation, som der er nu mellem Rusland og Ukraine, så er det klart, at den bliver brugt politisk. Men vi må forholde os til de regler, som gælder. Den (sangen, red.) er en reference til en faktisk hændelse på Krim under Anden Verdenskrig, og det er en sang, som vi ikke dengang eller i dag ser som et politisk bidrag,« har Jon Ola Sand forklaret.

Jamala på scenen med sit trofæ, efter hun havde vundet det europæiske Melodi Grand Prix i 2016 med sangen '1944'.
Jamala på scenen med sit trofæ, efter hun havde vundet det europæiske Melodi Grand Prix i 2016 med sangen '1944'. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Men i år var der ingen kære mor, da russiske Julia Samoylovas indrejseforbud følger ukrainske regler og ikke EBUs interne. I april kunne EBU således konstatere, at Rusland ikke kunne deltage, da russerne havde afvist de to alternativer, arrangøren havde opstillet: at finde en anden kunstner eller deltage via satellit.

Spørger man formanden for den danske grandprix-fanklub, Johann Sørensen, så er det EBUs vage udmelding i forbindelse med Jamalas politiske sang, der er en del af grunden til årets storpolitiske konflikt.

»I bagklogskabens lys skulle EBU have bedt sidste års vindere om at ændre i teksten. Men det gjorde de ikke, så de ligger, som de har redt. De har ikke været proaktive nok i deres håndtering og håndhævning af deres egne regler,« siger han til BT og håber, at EBU i det mindste har lært nok af konflikten til fremadrettet at være mere konsekvente for at undgå noget lignende.

Eurovision Song Contest afvikles i Ukraine i denne uge. Den første semifinale fandt sted den 9. maj, mens den anden semifinale - hvor den danske deltager Anja Nissen synger - finder sted den 11. maj. Vinderen findes til finalen den 13. maj.