Undrede du dig også, da en mand iført gorillakostume pludselig sprang op på scenen og dansede med til en sang under finalen i Eurovision Song Contest? Forklaringen er ifølge sangeren selv ret ligetil - og alligevel lidt indviklet.

Den italienske sanger Francesco Gabbanis har længe været den helt store favorit til at løbe med sejren ved dette års Eurovision, som afholdes i den ukrainske hovedstad Kiev.

Allerede før finalen havde sangen 'Occidentali's Karma' sat rekord, da den som den første Eurovision-sang nogensinde var blevet set mere end 100 millioner gange på YouTube, og det førte til stor 'hype' omkring den.

En del af hypen skyldes dog også den mand, der iført et gorillakostume springer op på scenen og danser med under sangen.

Årsagen bag det er ifølge sangeren helt særlig, skriver DR. For mens teksten i den ellers upbeat sang er en kende kompliceret med referencer til filosofi, videnskab, litteratur og religion, er aben et mere simpelt billede på sangens budskab.

»Sangen kan sagtens opfattes som lettilgængelig, men hvis man læser teksten og forstår den, vil man se, at den har et klart budskab. Nemlig at vesterlændinge ofte har en meget overfladisk måde at fortolke Østens filosofier på – og når de gør det, er de bare med til at demonstrere, at vi i sidste ende alle er nøgne aber, som den britiske zoolog Desmond Morris mener,« forklarer Francesco Gabbani ifølge DR.

I omkvædet bliver der af den grund direkte sunget 'la scimmia nuda balla', som betyder', at 'den nøgne abe danser'.

Derudover fungerer gorillaen ifølge Francesco Gabbani dog også som et blikfang for at få folks opmærksomhed.

Senere lørdag aften findes vinderen af dette års Eurovision Song Contest.