Politik og pop må ikke, gentager ikke, blandes sammen.
Der er regel nummer ét ved det Europæiske Melodi Grand Prix. Her skal musikken tale. Glitter, glam og pyroteknologi skal for en gangs skyld overdøve nabostrid og gammelt nag. »Building bridges« lød konkurrencens slogan sidste år. »Come together« hedder det i år, når 42 lande dyster i Stockholm.
Det er i hvert fald ideen. Men hør så lige her:
»De kommer til dit hus/ De dræber alle/ Og de siger/ Vi er ikke skyldige«.
Det er åbningslinjerne i årets ukrainske bidrag. Det hedder »1944«, og emnet er – som man fornemmer – ikke den rene diskofest. Sangen handler om sovjetdiktatoren Josef Stalins deportation af en kvart million mennesker, Krim-tatarerne, under Anden Verdenskrig. Titusinder døde under og efter tvangsforflytningen til det fjerne Centralasien. Blandt andre Ukraine har anerkendt deportationen som et folkemord.
Du kan følge med i BT's live-dækning af finalen i Eurovision i aften her på bt.dk.
For sangerinden, Jamala, ukrainer af tatarsk oprindelse, er sangen en personlig fortælling. Den er inspireret af hendes oldefars erindringer om tragedien. Når han satte sig til bords, mindede han altid familien om, hvordan folk sultede i eksilet i Centralasien.
Men det er vel historie, og historie er vel ikke politik? Nej, siger vrede politikere i nabolandet Rusland. De ser sangen som en provokation. Den rammer nemlig lige ned i den betændte debat om Vladimir Putins annektering af den ukrainske Krim-halvø for to år siden. I dag er netop halvøens tatarske mindretal kendt som de mest højlydte kritikere af det nye overherredømme fra Moskva. Og nu sender Ukraine så en repræsentant for samme mindretal til Stockholm for at begræde Stalins deportationer.
Grænseløst provokerende, lyder det fra det russiske parlament, Dumaen.
»Jeg er sikker på, at det er for at ydmyge Rusland igen. Jeg håber, at folkene, der står i spidsen for Eurovisionen, ikke vil tillade dette i deres konkurrence,« sagde Vadim Dengin, næstformand for Dumaens informationspolitiske udvalg, tidligere på foråret.
Sandt er det, at Melodi Grand Prix-arrangørerne hvert år nærlytter sangene for at håndhæve forbuddet mod politiske ytringer i glitterfesten.
I 2009 gik det ud over det lille kaukasiske land Georgien, der stillede op med sangen »We don’t wanna Put-in«, en slet skjult protestsang mod den russiske præsident Putin, efter Rusland sendte tropper ind i to georgiske regioner året før. Arrangørerne bad georgierne om at ændre teksten, hvilket de nægtede, og så blev sangen strøget fra konkurrencen.
Jamalas sang slap dog gennem nåleøjet. Den indeholder ikke åbenlyse politiske referencer, afgjorde arrangørerne.
Ikke desto mindre giver sangen det store finaleshow et storpolitisk aspekt. Den ukrainske avis Ukrainska Pravda beskrev forleden den kommende seerafstemning som et europæisk barometer for støtten til Ukraine i konflikten med den store nabo.
Som sædvanligt, fristes man til at sige.
Et varsel om »Europas undergang«
I konkurrencens 60-årige historie har politiske budskaber ofte overdøvet musikken. De årlige seerafstemningerne er blevet et flittigt studeret udstillingsvindue for både musiksmag og værdipolitiske kløfter på kryds og tværs af kontinentet.
Da Danmark beværtede showet for to år siden, blev den østrigske drag-kunstner Thomas Neuwirth, bedre kendt som Conchita Wurst, kåret som seernes absolutte yndling. Men sejren udløste en storm af skældsord fra Rusland. Her stemplede fremtrædende politikere den skæggede og kjoleklædte Conchitas optræden som »umoralsk«, »modbydeligt« og et varsel om »Europas undergang«.
Mishagsytringerne gik begge veje. Under finaleshowet buhede publikum i B&W-hallerne af Ruslands bidrag i protest mod landets lovindgreb rettet mod homoseksuelle.
»Jeg har aldrig oplevet så voldsom en buh-koncert,« fortalte formanden for den danske grandprix-fanklub, Johann Sørensen, dengang til BT.
Erfaringerne fra København bidrog til, at de østrigske arrangører sidste år sørgede for at installere anti-buhe-teknologi. Nu når mishagsytringer derfor kun i begrænset omfang ud til seerne ude i stuerne.
De politiske boksekampe bag grandprix-scenen har en væsentligt længere historie end de seneste års konflikter mellem Rusland og de mindre naboer. Under det danske værtskab for showet i 1964 sprang aktivister ind på scenen med protestplakater rettet mod de diktatoriske ledere i Spanien og Portugal, Franco og Salazar.
Og i 1975 trak Grækenland sig fra showet i protest mod naboen Tyrkiets medvirken, og året efter gjorde grækerne deres entre med en protestsang mod den tyrkiske invasion af Cypern.
Krista Siegfrid kyssede sin korsanger
I 2012 vakte den svenske sangerinde Loreen vrede i det diktatoriske Aserbajdsjan, fordi hun kritiserede menneskeretskrænkelser i landet under det glitrende musikshow, der skulle markedsføre oliestaten som et pletfrit paradis.
For også nordiske deltagere og arrangører lader deres overbevisninger skinne igennem. I 2013 kyssede den finske sangerinde Krista Siegfrid sin kvindelige korsanger under sangen »Marry Me« som protest mod Finlands daværende forbud mod homovielser.
Og i år har svenske SVT i kølvandet på flygtningekrisen gjort plads til en seks minutter lang danseopvisning, der handler om mennesker på flugt.
Først de senere år har de værdipolitiske spændinger dog knaget så kraftigt, at det har udløst trusler om splittelse. Kort efter Conchita Wursts sejr i 2014 annoncerede Vladimir Putin, at Rusland havde i sinde at genoplive de kommunistiske landes gamle konkurrent til Eurovision: »Intervision«.
Intervision levede en kort og omtumlet tilværelse fra 1977 til 1980 som et Grand Prix for lande i østblokken. Ifølge Vladimir Putin skulle det genfødte show – af kritikere straks døbt »enevælde-vision« – forene lande som Rusland, Kasakhstan og Kina i et alternativt musikalsk værdifællesskab.
Siden er ideen dog tilsyneladende blevet droppet. Rusland deltager stadig i det Europæiske Melodi Grand Prix og i år endda med en sang, »You are the only one«, der af mange tippes til sejr.
Samme sang viser også, at det er umuligt at reducere sangkonkurrencen til kold politik.
Performeren bag den russiske sang, Sergej Lasarev, taler nemlig ikke ligefrem regeringen i Moskva efter munden. Han har i årevis optrådt i både Rusland og Ukraine, og i et interview sidste år erklærede han stik mod Kremls linje, at han anså Krim-halvøen for ukrainsk. Tidligere på ugen optrådte han ved en begivenhed organiseret af Stockholm Pride.
Den kendsgerning forhindrer dog næppe seere i Ruslands klemte nabolande i at sende massiv og symbolsk støtte til det ukrainske bidrag. Det vil i hvert fald ikke være første gang, at politikken overdøver musikken.
