Chanée og N'evergreen kom ind på en flot fjerdeplads.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den kun 18-årige tyske gymnasieelev Lena Meyer-Landrut løb i aftes med sejren ved det internationale melodi grand prix i Oslo.

Med hele 246 point vandt hun sikkert den store sangkonkurrence. Og det er til trods for, at hun knap havde stået på en scene, inden hun vandt det tyske grand prix. Den unge sanger er i øjeblikket ved at færdiggøre gymnasiet, men har også travlt med musikken.


Hun har slået alle download-listerne i Tyskland, ligesom hendes single er udgivet i intet mindre end otte lande. Hun har derfor været storfavorit fra start til at vinde årets show med sangen ”Satellite”, der blandt andet er skrevet af århusianeren John Gordon. Danmark fik en fjerde plads.

Det tegnede sig ellers godt fra start, hvor Chanée og N’evergreen fik 12 point fra både Rumænien og Irland. Men herefter steg Tyskland hurtigere og hurtigere op ad listen. Trods Tomas N’evergreens østeuropæiske karriere fik Danmark nul point af Ukraine og kun et enkelt point af Rusland.

Det danske par har ellers været på rundtur i flere østeuropæiske lande. Til gengæld fik vi hele 12 point af lande som Island og Polen og Slovenien. Mens Sverige gav os 8 point. Den store finaleaften blev skudt i gang med storfavoritten Safura, der stiller op for Aserbajdsjan. Den kun 17-årige sangerinde har de sidste mange uger været på en længere promotiontur rundt i flere lande.

En tur, der har kostet intet mindre end 90 mio. kr. Ifølge udenlandske medier er det angiveligt oliepenge og sorte mafiose penge, der har betalt den dyre promotion.

 Samtidig har Safura fået lavet en musikvideo til nummeret ”Drip drop” til den nette sum af en mio. kr. Der hvilede derfor et stort pres på den unge skoleelev, der har måtte undvære sine klassekammerater den seneste tid.

Efter Safuras optræden udfoldede der sig et større drama, da Spanien gik på scenen med nummeret ”Algo Pequeñito”. Midt i Daniel Diges optræden sprang en mand iført en rød tophue pludselig op på scenen.

Den spanske sanger tog det dog yderst professionelt og fortsatte, mens manden hurtigt blev ført væk. EBU, der står bag Eurovision, besluttede straks, at Spanien fik lov at synge om. Derfor kom de igen på scenen, efter Danmark, der ellers var sat til at lukke ballet.

Allerede under showet kom det frem, at manden, der hoppede op på scenen er den kendte stuntmand Jaume Marquet Cot, bedre kendt som ”Jimmy Jump”, der rejser rundt i Europa og springer over afskærmninger og steder, han ikke er velkommen.

Efter Spaniens bidrag faldt dramatikken dog igen. Og de næste par timer bød på en blandet fornøjelse sange med alt fra ballader til popmusik til dét nogle nok vil kalde totur for øregangene. Endelig kom Danmark på scenen. Med en overbevisende optræden tog Chanée og N’evergreen salen med storm.

Der var stor jubel, ikke mindst til allersidst, da den danske duo sluttede af med et vaskeægte kys i bedste ”Skibet skal sejle i nat”-stil. Tidligere på dagen havde Chanée og N’evergreen ellers haft en del tekniske problemer.

En stålwire sprang, og den plade, der skulle køre Chanée og N’evergreen væk fra hinanden midt i sangen, ville ikke virke. Men til finalen var der heldigvis ingen fejl.