Når Emmelie de Forest lørdag træder ind på scenen i Malmø Arena, er det en stor pigedrøm, der går i opfyldelse for den 20-årige dansker.

Lige siden hun var en lille pige og så Brødrene Olsen vinde det internationale Melodi Grand Prix, har hun drømt om, at det en dag ville være hende, der repræsenterede Danmark.

- Jeg kan huske, at Brødrene Olsen vendte hjem til Danmark som helte, og jeg tænkte: Det vil jeg også gøre en dag, siger Emmelie de Forest, der er tættere end nogensinde på at få sit ønske opfyldt.



Lige siden hun vandt det danske grandprix i Herning i januar, har den 20-årige dansker været storfavorit til at vinde årets internationale Melodi Grand Prix, og hvis alt går som det skal, bliver det hende, der søndag vender hjem til Danmark for at blive modtaget som en helt.

- Det ville være fantastisk, men det tør jeg slet ikke tænke på. Og selv om det lyder som en kliché i alt det her, så føler jeg allerede, at jeg har vundet så meget ved at være med. Tænk, at jeg skulle få min drøm til at gå i opfyldelse, siger hun og fortæller, at vejen hertil har været fuld af flere udfordringer. Ikke mindst i efteråret, hvor hun pludselig blev ramt af en svær halssygdom, der nær havde kostet grandprix-deltagelsen.

Begyndte med en forkølelse

- Jeg havde længe haft tanker om at komme med i grandprixet, og igennem en ven fik jeg kontakt til Anders Fredslund-Hansen (fra musikforlaget ’Good Songs Publishing’, der har leveret flere grandprix-sange, red.). Han spillede ’Only Teardrops’ for mig, og jeg var vild med den med det samme. Så vi indspillede den i august sidste år og håbede så, at den ville komme med i konkurrencen. Men så blev jeg pludselig syg, fortæller hun.



Til at begynde med var det blot en lille forkølelse, der også satte sig på stemmebåndet. Men det blev hurtigt værre og værre.

- Jeg blev rigtig syg med halsproblemer og havde svært ved at synke. Jeg havde både bihulebetændelse og halsbetændelse, men lægerne blev ved med at sige, at det ikke var så slemt. Men jeg havde aldrig før haft noget med stemmen, så jeg vidste, den var gal, siger hun.


Undersøgte hals med kamera

Emmelie de Forest fik derfor kontakt til en øre-næse-hals specialist igennem det sanginstitut i København, hvor hun er uddannet.

- Hun er kåret som en af de bedste stemmeeksperter og fik undersøgt min hals med et kamera og sagde, at jeg var totalt syg. Så hun gav mig hurtigt noget penicillin. Hun mente ikke, det skyldtes overbelastning, men at jeg nok havde fået for meget træk efter overgangen fra sommer til vinter, og at det bare var løbet løbsk, forklarer hun.



Men på det tidspunkt havde Emmelie de Forest været syg i næsten to en halv måned, og det danske grandprix nærmede sig.

- Jeg fik det hurtigt bedre, og heldigvis var jeg helt rask, da vi i december fik at vide, at sangen var kommet med i grandprixet. Men det var lige lidt hektisk og en hård omgang i de måneder, siger hun og fortæller, at hun aldrig vil glemme, da hun blev ringet op med meddelelsen om, at sangen var med i konkurrencen.

Tabte kagerne

- Jeg kan huske det meget tydeligt, for jeg var på arbejde hos bageren, da jeg fik det at vide, og jeg tabte alle kagerne. Jeg blev så glad og smilede bare resten af dagen, siger hun og griner.

- Og selv om det var et stort skridt for mig at ringe til nogle helt fremmede og sige: Hey, tag mig med i grandprixet, så er jeg i dag så glad for, at jeg turde gøre det.