Der er krise hinsidan her to dage efter det internationale Melodi Grand Prix.

For én ting er, at Sverige slet ikke opnåede en plads i finalen. Det er i sig selv bittert nok!

Men oveni det skal de sluge den pille, at det danske bidrag - som endte på en flot fjerdeplads - er skrevet af en svensker. Og blev vraget af den Sveriges schlagergeneral, Christer Björkman.

– Han siger konstant, at det ikke er ham, der bestemmer, hvem der skal deltage. Men han blandede sig konstant i vores udvælgelse og bad os om at lytte igen, hvis vi havde valgt en sang fra, som stod på hans favoritliste, siger et svensk jurymedlem til Aftonbladet.

Og sådan gik det faktisk til, at 'In a Moment Like This' blev vraget af svenskerne og havnede på danske hænder.

- Jeg er superglad og tilfreds, siger en af sangskriverne bag nummeret.

Men andre er det altså langtfra. De føler sig snydt for en fjerdeplads i finalen. Og måske tilmed en endnu bedre placering end den, Chanée og n'Evergreen opnåede!

Men det er den svenske grand prix boss langt fra enig i.

- Den havde aldrig nået finalen for os. Folk havde tænkt, gud, hvordan orker de at stille op med samme type sang igen?

- Danmark plejer ikke at stille op med sådan en sang. Derfor kom de langt med den, forklarer Björkman til Aftonbladet.