Bookmakerne er ikke i tvivl. Og selvom både Rusland, Belgien og Italien presser sig på, ligner svenske Måns Zelmerlöw stadig et solidt bud på en vinder af Det Internationale Melodi Grand Prix, der finder sted lørdag aften i Wien.

Den 28-årige tv-vært og sanger kan da også godt mærke presset, men er også ret sikker på, at han har en sang, der kan gå hele vejen. Sangen »Heroes« er bl.a. blevet beskyldt for at være et plagiat af David Guettas »Lover's in the Sun«, men det tager Måns Zelmerlöw sig ikke rigtig af.

»Jeg tror altid, der vil være sådan nogle beskyldninger, men lige med den sammenligning, synes jeg faktisk, det var ret cool. Det er klart, at stemningen er den samme, men tonerne og melodien er anderledes, så den diskussion har jeg taget ganske roligt,« siger den svenske favorit, da BT fangede ham i Wien.

Du kan se hele interviewet med storfavoritten i klippet herover.