Charmøren Søren Bregendal knuste mange hjerter, da han i forbindelse med det danske Melodi Grand Prix fortalte ærligt om, at han aldrig ønsker at få fast kæreste og børn.
»Jeg har i 11 år valgt at leve uden det traditionelle parforhold, fordi jeg har kunnet mærke, at det virker fremmed for mig at skulle vælge det permanente forhold og børn til. Det er simpelthen ikke en livsstil, der passer mig,« har han tidligere fortalt til BT.
Det er dog ikke ensbetydende med, at livet for den 32-årige single, der for alvor slog igennem i drengebandet C21 og siden som skuespiller i blandt andet ’Far til fire’ og tv-serien ’2900 Happiness’, ikke er fyldt med masser af flirt og kærlighed.
»Jeg har enormt mange tætte relationer. Og jeg har absolut ikke svært ved at comitte mig, for jeg involverer mig meget åbent, ærligt og helt, når jeg er i en relation,« forklarede han til BT i februar og uddybede:
»Jeg kan være i en intens kærlighed med nogen, jeg har kendt i meget kort tid. Og der oplever jeg, at det giver mening for mig at have mange af den slags møder.”
Lykkeligt afsat
Begge hans bandkolleger er lykkeligt afsat – Johannes Nymark er gift med Silas Holst, som han også har barn med, mens Martin Skriver har sin kæreste med til moralsk støtte. Så hvordan ser det ud for Sørens kærlighedsliv?
Har du mon din seneste kortvarige, men intense flirt med til Stockholm?
Søren flækker af grin.
»Er der noget, du ikke har fortalt,« lyder det nysgerrigt fra hans bandkollega Martin Skriver.
»Der sidder nok én og følger lidt ekstra med i salen,« lyder det med et smørret grin fra Bregendal.
Hvor længe Søren og den unavngivne flirt skal se noget til hinanden, melder historien ikke noget om.
»Ingen kommentarer,« er det høflige svar.