Melodi Grand Prix-deltageren Anja Nissen er opvokset med sine danske forældre i Australien. Nu har den 20-årige singlepige tilbragt to måneder i Danmark, og er klar til at falde dom over de danske mænd.

Selvom den 20-årige Anja Nissen er pæredansk, har hun lettest ved at udtrykke sig på engelsk. Hun er nemlig opvokset i Sydney med sine danske forældre og har aldrig tilbragt meget tid i Danmark.

Indtil nu hvor hun skal deltage i det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Never Alone'. De sidste to måneder har livet i forældrenes hjem lidt uden for Sydney været skiftet ud med sne og kulde i Danmark, hvor Anja - udover at øve sin sang og det danske sprog - også har haft lejlighed til at studere de danske mænd.

»De er meget attraktive og ved, hvordan man skal klæde sig. De er nogle søde og oprigtige fyre,« lyder de rosende ord fra Anja Nissen, der blandt andet har været ude sammen med sin storesøster, der har boet i København i nogle år og er forlovet med en dansk mand.

»Jeg har endnu ikke mødt en dårlig dansk fyr endnu,« tilføjer hun.

Endnu er der dog ikke nogle af de velklædte danske fyre, der har fået den 20-årige sangerindes hjerte til at slå hurtigere.

»Der er ikke én, jeg er særlig interesseret i,« slår hun fast.

Hvordan adskiller de danske mænd sig fra de australske?

»Australske fyre er måske lidt mere grove og brovtende i det, men det er svært at komme med generaliseringer,« vurderer hun.

Anja Nissen overvejer at tilbringe endnu mere tid i Danmark, når Melodi Grand Prix er overstået, men det er ikke afgjort endnu.

Melodi Grand Prix bliver sendt lørdag den 13. februar klokken 20 på DR1.

SE OGSÅ: BT Live fra Melodi Grand Prix i Horsens Forum