En forskønnelse til mindst 70 mio. skattekroner på Eurovision Island er allerede i gang med at blive ødelagt igen

Knapt nok er Grand Prix-trofæet overrakt, og konfettien fejet op fra B&W Hallerne på Refshaleøen, før de første gravkøer gik igang med at banke området tilbage til dets oprindelige, nedslidte udseende.

Årsagen er et EU-direktiv omkring konkurrenceforvridning, der dikterer, at man ikke må bruge offentlige midler på et privat arrangement, som en renovering af de privatejede B&W Hallerne er.

Se billederne: I gang i nat - nu fjerner de det hele igen på Refshaleøen

Se billederne fra nattens afterparty: Conchita sang på Vega

Men det får både politikere, borgmestre, samt den adm. direktør i Bella Center, Allan L. Agerholm, til at ryste på hovedet i målløshed.

- Jeg ved godt, det er jura, men det virker da fuldstændig tåbeligt, at man bruger et tocifret millionbeløb på en god venue for så at rive den ned igen. Det er da spild af skatteydernes kroner. Man skulle have snøvlet sig færdig til at bygge multiarenaen i stedet. Det har taget lang tid, og det er slet ikke færdigt endnu, lyder det fra Allan L. Agerholm, der også driver Forum Copenhagen.

Præcis klokken fire i nat tog man de første spadestik til at rydde hele grunden og fjerne sporene efter den kostbare make-over til over 70 mio. skattekroner, som DR har brugt på projektet med at forvandle de gamle, golde B&W Hallerne fra en rustbunke til en musikalsk arena i verdensklasse.

Anlagte asfaltveje skal rives op og atter fyldes med jord, gulvet i hallerne skal ødelægges for at blive afleveret i samme stand, som man overtog det, lige som tre store søjler, der har kostet millioner at fjerne, skal bygges op igen. Det viser et notat fra Statsforvaltningen, ifølge TV2 News.

Se billederne: I gang i nat - nu fjerner de det hele igen på Refshaleøen

Se alle billederne: Så frækt var aftenens show

Derudover lader det til, at hele TDCs omfattende internet, der for et tocifret millionbeløb er installeret under jorden på øen til formålet, skal graves op igen.

Overborgmester Frank Jensen ønsker at fokusere på finalefesten, før han vil tage stilling til efterspillet og har derfor ingen kommentarer, lyder meldingen til BT. Men det har til gengæld en anden borgmester, nemlig kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

- Det er fuldstændigt idioti, at vi har EU-regler, der bestemmer, at vi skal rive alt det her ned. Jeg vil nu have undersøgt, om man har været ude og undersøge markedet grundigt nok og spørge private investorer, om man kunne være interesseret i at finde en løsning, så man ikke behøver at rive alt ned - med en forhammer. Det er fuldstændig tåbeligt, og jeg er målløs over, at der findes så stive EU-regler uden fleksibilitet, siger kulturborgmester Carl Christian Ebbesen, der håber på, at private investorer, eller B&W Hallernes ejer selv, vil gå ind og købe nogle af de kostbare forbedringer.

Medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden, Mette Abildgaard (K) er ligeledes harm. Ikke mindst over de 73-80 mio. kr., projektet er endt på, i stedet for de oprindelige 30 mio. kr., man budgetterede med.

- Vi har haft det oppe at vende på sidste møde, og alle er enige om, at vi må undersøge, hvad pokker der er gået så galt, og om nogen skal stilles til ansvar. Jeg tror, det er svært at finde en eneste dansker, som kan se det fornuftige i at bruge så mange millioner på noget for så at rive det hele ned igen, siger hun.

Hos Host City Copenhagen undrer man sig over virakken.

- Det har jo fra starten været en præmis, at det her var en midlertidig venue på grund af de EU-regler. Men på projektets vegne synes vi da, det er positivt, hvis politikerne er indstillet på at finde en løsning, lyder det fra talsmand Emil Spangenberg, Host City Copenhagen, som tilføjer, at man i budgettet har inkluderet den kæmpe regning, det nu koster at rive alle forskønnelserne ned igen.

Se billederne: I gang i nat - nu fjerner de det hele igen på Refshaleøen

Se de sjove internet-hyldester til Conchita Wurst