Det danske grandprix-håb Lighthouse X er efterhånden rutinerede på en musikscene. Men derfor kan man jo stadig godt være forfalden til god gammel overtro og faste ritualer, der skal bringe held og lykke.

Og sådanne har de danske kærlighedssoldater også. Ritualet er fast - drengene laver en high five - men den er sjældent helt planlagt og elegancen er ofte tvivlsom.

Udover den kluntede highfive, som du kan se i tv-klippet over artiklen, har de hver især et par ting, de lige skal igennem først.

Bortset fra Johannes Nymark:

"Det ligger faktisk i mit system at have et ritual. Jeg har f.eks. ikke lyst til at træde på stregerne, men i koncertsammenhænge gør jeg alt, hvad jeg kan, for ikke at have det. Det er simpelthen for besværligt. Det er jo ikke dét, der gør, om det går godt eller ej," fortæller Johannes Nymark til BT.

For ham er det deimod vigtigt blot at fortælle hinanden, at nu skal de ud på scenen og have det sjovt, og at det er helt ok at lave fejl.

Det er gruppens andet medlem Martin Skriver enig i. Men derudover har han også nogle ganske særlge mennesker, han lige skal sige et par ord til.

"Jeg sender en tanke til mine døde bedsteforældre og spørger, om de ikke er søde at give mig en hjælpende hånd," siger han.

Også den sidste kærlighedssoldat Søren Bregendal sender tanker til noget overjordisk.

"Jeg går ind i mig selv - og hvad der sker derinde, det tror jeg, jeg gerne vil holde for mig selv. Jeg har noget, jeg reciterer, uden at jeg normalt er religiøs overhovedet," afslører han.

Lighthouse X går på scenen som nr. 13 ved torsdagens semifinale. Her skal de kæmpe om en plads i den eksklusive finale, der løber af stabelen lørdag aften.