Anti Social Media er rejst hjem fra Wien, og for første gang siden 2007 er Danmark ikke med i lørdagens finale i Det internationale Melodi Grand Prix, men derfor skal du da ikke snydes for en gennemgang af de 27 meget forskellige sange....

DE GODE:

Sverige: Med dette lidt Avicii-inspirerede nummer rammer Sverige lige ned i tidsånden. Et spektakulært sceneshow med tegnede tændstikmænd, professionelt fremført af Måns Zelmerlöw og publikum i salen var da også svært begejstrede for nummeret. Omkvædet kan man huske med det samme - det ligner en ny topplacering for Sverige.

Estland: Ganske enkelt bare ren nydelse fra start til slut. Saxo-tunen i starten af sangen fungerer hele vejen, og Stig og Elinas stemmer passer bare perfekt sammen. Det er bare en sang, jeg kan høre igen og igen, og eneste kritikpunkt er sådan set, at der skal være lidt mere energi imellem Stig og Elena på scenen - men hvor hjertet dog håber på estisk sejr.

Rusland: Polina Gagarina bærer dette nummer, og det gør hun aldeles fremragende. Med tanke på Putins homofobiske lovgivning virker det ekstremt patetisk, at Rusland synger om, at vi alle skal behandles lige, uanset hvem vi er, men selve nummeret er nu en iørefaldende ballade, som ganske fortjent er blandt favoritterne til at vinde.

Slovenien: Maraaya og de store hørebøffer indleder showet i aften, og det er værd at glæde sig til. Hun har en anderledes, men fed stemme, og selve nummeret fungerer hele vejen. Det er moderne, ligefrem pop, som man kan synge med på med det samme, og af en eller anden grund fungerer det meget godt med de der hørebøffer...

Spanien: Edurne er Manchester United-målmand David de Geas ex-kæreste, hvilket må siges at være lidt af en overscoring af United-keeperen. Det er svært ikke at blive forelsket i Edurne med det samme, og det er også svært ikke at blive forelsket i nummeret og i Edurnes stemme. En sang med masser af power, der hænger ved med det samme.

Italien: Det italienske boyband Il Volo serverer en ballade med stort B. Spørgsmålet er, om det endda bliver lidt for storladent - vi så for tre år siden, at publikum vendte tommelfingeren ned for Amaury Vassili, da han stillede med et nummer lidt i samme genre. Men et flot nummer, og så er italiensk jo bare et supersmukt sprog at synge på.

Belgien: Tag en teskefuld Mø og et knivspids robotdans, og du har et godt indtryk af, hvad der venter. Loic Nottet er en meget talentfuld sanger og performer, og den skiller sig i hvert fald markant ud fra mængden med sin særegne rytme og det let genkendelige omkvæd. Nu er det blot at vente og se, om hele Europa går rap-bab-bab tonight...

Australien: Landet Down Under er med på et gæstevisit i år, men stiller de med numre som dette hver gang, skal de være mere end velkomne en anden gang. Man kan nynne med på den med det samme, et catchy omkvæd og en superfed sanger i Guy Sebastian. Nabostemmer har man selvsagt ikke mange af, men mon ikke de klarer sig fint uden.

Læs også:

Letland: En meget lille krop med en meget stor stemme. Aminata leverede en storslået præstation i semifinalen og kan også godt overraske i finalen med dette lidt spidsfindige nummer. Skiller sig også ud fra rækken af klassiske ballader og dejligt at se Letland endelig komme med et spændende nummer efter flere år med rendyrket fæces.

DE ONDE:

Norge: Inden semifinalen var den blandt favoritterne, men Mørland og Debrah ramte slet ikke den samme energi, som man så i videoen op til Melodi Grand Prix. Selv om nummeret bestemt har sine kvaliteter og de to lyder godt sammen, kan det godt blive en anelse for dyster til en glad aften som finaleaftenen i Melodi Grand Prix.

Aserbajdsjan: Det er måske så meget sagt at kalde dette bidrag for ondt, for der er bestemt udmærkede passager i sangen. Men Elnur Huseynov formåede ikke helt at løfte nummeret i semifinalen, og det forekommer også en anelse monotomt. Normalt er Aserbajdsjan et af de numre, man skal glæde sig, men det er ikke tilfældet i år.

Serbien: Fik et stort bifald med i semifinalen, og den store serbiske forsangers budskab om at det er helt i orden at være anderledes, er da også prisværdigt. Selve sangen må dog siges i bedste fald at være ordinær med et decideret temposkift undervejs, og det er heller ikke alle toner, som Bojana Stamenov rammer lige godt.

Montenegro: Balkan-ballader kan være så smukke - hvem glemmer numre som Leila og Molitva, som stadig den dag i dag ryger på afspilleren. Knez formår dog slet ikke at nå de højder i år. Indledningen er som altid smuk, men så kommer vi aldrig rigtigt videre, og det er egentlig lidt synd, for et godt Melodi Grand Prix har brug for en dejlig Balkan-ballade.

Østrig: Et stille og fint nummer, som man sagtens kan sidde og chille til på en varm sommeraften med en kølig pilsner i hånden. Det helt store spørgsmål er dog, om det fungerer i Melodi Grand Prix. Påstanden herfra er, at den bliver for stille og anonym på en aften, hvor Europa normalt helst vil have fest og farver og gang i den.

Grækenland: Grækerne plejer normalt at være leveringsdygtige i meget iørefaldende numre med gang i, men sådan er det ikke i år. Sangen er en smule kedelig og drukner lidt i mængden af (stærkere) ballader end denne, men thumbs up for Maria-Eleni Kyriakou, som synger flot, og helt galt går det jo ikke, så længe der er 12 sikre point fra Cypern.

Georgien: Georgien kommer en meget kraftfuld sang i år, som med statsgaranti vil trække mange stemmer østpå. Nina Sublatti har masser af udstråling, men ikke helt den samme kraft i stemmen og i hvert fald ikke noget naturtalent til engelsk - et godt startnummer kan dog gøre meget, og det vil sikkert også redde Georgien en fin placering i aften.

Rumænien: En sang til ære for alle de rumænske fædre, som må forlade landet for at forsørge deres børn, og sange med et budskab får altid lidt mere kredit herfra. De synger dele af sangen på rumænsk, hvilket der også er pluspoint for at gøre herfra, men man skal nok være andre dele af Europa end Danmark for at for alvor at tænde på sangen.

Albanien: En af de bedre sange, som Albanien har sendt af sted. Hun synger godt, men sådan helt solgt for alvor bliver man trods alt ikke. Der er alt for meget tomgang i sangen, så trods en ihærdig indsats kommer Elhaida Dani ikke til at spille nogen rolle i topkampen. Selv en midterplacering vil dog stadig være en stor triumf for Albanien.

DE GRUSOMME:

Cypern: Med 27 sange er det vigtigt med en sang, hvor man lige kan få sig et powernap, og den leverer Cypern så. Hør de første 10 sekunder, og du har hørt hele sangen, og hop så under dynen og stil vækkeuret på tre minutter - eller gå i køkkenet og lav en kop kaffe. John Karayiannis synger egentlig ganske pænt, men nummeret er bare gabende kedeligt.

Storbritannien: Briterne har floppet fælt i de senere år, og den trend bryder Electro Velvet ikke. Det er et sært sammensurium af flere forskellige stilarter, og det fungerer bare overhovedet ikke. Når man tænker på, hvor mange smukke numre, som briterne har givet os igennem årene, så er det bare at ryste på hovedet og tænke - det mener I ikke, det her?

Armenien: Normalt et land, som leverer en iørefaldende melodi med potentiale. Det er så milevidt fra i år. Det er mestendels larm og den mandlige forsanger synger på så dårligt engelsk, at det - selv for et sted, hvor man ellers kommer godt rundt i de sjove udtaler - at det næsten er sjovt. Starten på sangen er sådan set lovende nok, men så slutter festen også dér.

Litauen: Det står som en gåde af de større, hvordan Litauen kunne gå videre til finalen. Monika og Vaidas lyder ikke godt sammen, for nu at være venlig, og selve teksten er en omgang patetisk bavl om kærlighed - tekstforfatteren vinder i hvert fald ikke Nobels litteraturpris - mens sangen i bedste fald kan kaldes ligegyldig. Videre til næste sang, tak.

Israel: Blot 16-årige Nadav Guedj synger om at være Golden Boy, men det er så også det eneste gyldne over Israel. Det er et uptempo nummer med masser af sydlandske toner undervejs fra det israelske svar på Basim, men det er bare elendigt fra nærmest start til slut. Nadav Guedj kan sikkert give smil på læben hos nogle. Bare ikke hos mig.

Polen: Noget af en kontrast fra sidste års polske malkepiger. Egentlig er nummeret ikke så dårligt, og Monika er da også en udmærket sanger, som rent faktisk kan ramme tonerne - men det er også af den kedelige slags. Det skiller sig ikke ud på nogen måde og er et af dem, der forsvinder helt i mængden på en aften med så mange sange.

Ungarn: Skulle man have brug for en ekstra lur, hvis de tre minutter fra Cypern-sangen ikke rakte, så slå til hér. Sangen er som sådan ikke dårlig, men det vil være synd at sige, at den ligefrem var sprælsk. Fredssange har det som regel svært i Eurovision, og denne her bliver næppe nogen undtagelse. Det plejer I at gøre noget bedre, Ungarn.