Det var to friske og meget kampklare grand prix-stjerner, der lørdag formiddag forlod deres hotel i Oslo.

- Vi har sovet rigtig godt. Da vi kom tilbage til hotellet i aftes, fik vi en enkelt drink, og så gik vi i seng, siger Christina Chanée, inden hun stiger ind i bussen på vej mod Telenor Arena, hvor det store finaleshow finder sted. De næste mange timer venter prøver, styling og sangtræningen, inden parret går på scenen foran 100 mio. øst og vesteuropæiske tv-seere.

Og bare tanken får også sommerfuglene til at voksne, indrømmer de.

- Vi er begyndt at mærke nervøsiteten. Men vi har heldigvis fået en masse gode råd fra vores koreograf Vicki Leander, så vi nemmere kan dulme nerverne, fortæller Tomas N’evergreen.

- Der er mange tanker, der flyver rundt i hovedet lige nu, og det er vigtigt at holde fokus. Derfor er det godt med nogle værktøjer, siger han og fortæller, at de har prøvet flere forskellige teknikker af.

- Vi er nået frem til, at det virker bedst, når vi går ind i os selv. Det er meditativt, og det giver en indre ro, lige inden vi går på, siger han.

Ligesom til semifinalen skal de optræde efter Israel, der stiller op med en smuk ballade. Og netop den sang har de lært at slappe af til.

- Samtidige er det også vigtigt at komme ind i stemningen. Og her har vi især arbejdet med længsel. Jeg tænker især på min datter, og på hvor meget jeg gerne vil se hende igen snart, siger Tomas N’evergreen, der har en ni år gammel datter med sin tidligere danske kæreste.

- Jeg skal også ringe til hende senere. Hun er god til at give moralsk opbakning, og hun er sikker på, at vi vinder, siger han.

Også Christina Chanée tænker på sin datter Filippa. Hun er kun tre år gammel og bliver passet hjemme i Danmark.

- Jeg savner hende rigtig meget. Jeg synes, hun er for lille til, at vi kan tale i telefon. Hun forstår det ikke helt. Men jeg tænker meget på hende, især lige inden jeg skal ind på scenen. Her prøver jeg at komme ind i et stadie af glæde og lykke, og så skal jeg bare tænke på første gang, jeg fik hende i mine arme, forklarer Christina Chanée.

Den danske grand prix duo skal som de sidste af 25 lande på scenen i aften. Og først omkring midnat vides det, hvem der i år løber med sejren i Eurovision 2010.