For sjette gang er det grandprix-nørden Ole Tøpholm, der guider danskerne kyndigt gennem Eurovision-finalen på DR.

Det er dagen derpå for Ole Tøpholm. Det var umuligt ikke at lægge mærke til den 38-årige kommentators store, personlige skuffelse, da drengene fra Lighthouse X røg ud i semifinalen torsdag aften.

Han gjorde som Maude og gik direkte i seng. Ingen cocktails, kindkys og karaoke til ham – modsat den danske trio, der festede til langt ud på natten. Han var ikke i festhumør.

»Nej, det berører mig meget personligt, når vi ryger ud,« fortæller han alvorligt, da BT møder ham på hans hotel i Stockholm.

Her har han været siden mandag – to dage før alle andre. Han skulle jo have alle lydprøverne med, fortæller han med et smil.

Da han var nyhedsvært på P3, havde han fået skrevet ind i sin kontrakt, at han skulle have ferie i to uger hvert år omkring Eurovision, som han har fulgt med en aldrig svigtende dedikation siden barndommen.

»Nørd? Ja, mon ikke. Sådan har det altid været: Jeg var besat! Når der var fristil, skrev jeg om grandprix, og jeg talte ned til dagen på tavlen i klassen. Når jeg blev kaldt grandprix-Ole som barn, var det ikke venligt ment. Jeg blev mobbet med det i mange år,« erkender han.

Tilbød sig som vikar

Men interessen holdt ved. Og i 2011 lykkedes det så endelig – dét han havde drømt om, siden han i 7. klasse sendte et håndskrevet brev til DR og tilbød, at han kunne træde til i stedet for Jørgen de Mylius. Hvis nu helten skulle blive syg.

Ole Tøpholm blev kommentator på Eurovision. Jobbet føles dog stadig mest som en hobby. Hver eneste weekend i flere måneder er dedikeret de enkelte landes nationale grandprixer.

»Så er jeg inde i stoffet, når vi når til finalen,« konstaterer han.

I aften er det så eksamen, når Ole sidder klar i kommentatorboksen i Globen i Stockholm.

»Det giver mig et kick, når jeg byder velkommen, men jeg skal passe på, at jeg ikke bliver for nørdet. Det er vigtigt ikke kun at tale til de otte personer i Danmark, der ved lige så meget som jeg. Jeg forsøger at favne alle.«