- Nu må det her snart stoppe. Vi har masser af kemi, og det skal de 100 mio. seere på torsdag nok få at se.

Sådan lyder det fra Christina Chanée og Tomas N’evergreen, efter flere udenlandske journalister har kritiseret det danske bidrag for at være for følelseskoldt.

Danmark er dog stadig storfavorit til at vinde Eurovision 2010. Både ifølge afstemninger på de internationale fanklubbers hjemmesider og de europæiske bookmakere.

Men her to dage før den altafgørende semifinale, hvor Danmark skal synge sig videre til lørdagens store finaleshow, har flere udenlandske journalister peget fingre af Chanée og N’evergreen og sagt, at den danske grand prix-duo mangler kemi. En kritik, der bygger på sidste uges sceneprøver i Telenor Arena i Oslo, hvor årets Eurovision løber af stablen.

- Vi vidste ikke, at prøverne blev optaget og lagt ud på Youtube. Det var tekniske prøver, hvor rigtig meget gik galt. Og der var vi fokuseret på alt muligt andet end kemien – for den fungerer, så i stedet brugte vi kræfterne på at få lyd og teknik på plads, så vi får det bedste show på torsdag, lyder det fra Tomas N’evergreen.

Det er især den 41-årige sanger, som kritikken er rettet imod. Til et pressemøde forleden blev den danske duo spurgt, om de selv synes, de mangler kemi. Ligesom der blev henvist til den norske journalist Jostein Pedersen blog, som startede hele kritikken. Og det fik Tomas N’evergreen op i det røde felt.