Danmark skal nok ikke regne med de norske nabostemmer, når Lighthouse X går på scenen i Stockholm til årets internationale Melodi Grand Prix.

I hvert fald ikke hvis nordmændene er enige med landsmanden Stein Østbø, der er grandprixekspert på den norske avis VG.

VG.no gennemgår han samtlige 42 musikalske bidrag ét for ét, og da han når til Danmark, er han mildest talt ikke begejstret for Søren Bregendahl, Martin Skriver og Johannes Nymark, der tilsammen udgør Lighthouse X.

»Disse tre charmører tager for alt i verden ikke pokalen hjem til København igen. Det minder mest af alt om en småpompøs parodi på verdens værste boyband-klicheer,« skriver Stein Østbø, inden han giver det afsluttende dødsstød:

»...men jeg mistænker trioen for ikke at have ironi i tankerne. Chanceløse.«

Stein Østbø mener i øvrigt selv, at Frankrig tager sejren hjem og er derfor ikke så uenig med bookmakerne, som spår Rusland, Ukraine og Frankrig de største vinderchancer.

På bookmakernes liste figurerer Lighthouse X som nr. 28 ud af 42 og giver således pengene op til 251 gange igen, hvis de skulle hive sejren hjem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Johannes Nymark, Søren Bregendahl og Martin Skriver på den røde løber til åbningsfesten for grandprixet i Stockholm, 8. maj 2016.
Johannes Nymark, Søren Bregendahl og Martin Skriver på den røde løber til åbningsfesten for grandprixet i Stockholm, 8. maj 2016. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Allerede tirsdag aften går det løs, når den første semifinale finder sted i Globen i Stockholm. men først torsdag aften skal Lighthouse X på scenen og forsvare Danmark under den anden og sidste semifinale. Her går drengene på som nr. 13.

Skulle det alligevel vise sig at Europa er mere begejstret for de danske popdrenge end Stein Østbø og bookmakerne, kan de også ses i finalen lørdag aften.

De lave odds ser dog ikke ud til at slå drengene ud. Tidligere på ugen udtalte Johannes Nymark til Ritzau:

»Vi er gået ind i Melodi Grand Prix med et helt andet formål end at vinde. Egentlig bruger vi det som en platform for at komme ud med vores budskab.«

Lighthouse X har tidligere fortalt, hvordan de har det som deres mission at inspirere unge og tage socialt ansvar. De har nemlig selv haft det svært i barn- og ungdommen.

Er du til en 'småpompøs boyband-kliché', kan du genhøre den danske vinder her, inden det går løs igen torsdag aften: