Lørdag ruller årets danske Melodi Grand Prix over skærmen. I den anledning har BT samlet nogle af de mest markante skandalesager fra årene, der er gået. Husker du for eksempel Dr. Død og Tandfeen? Og hvad med Basims 'flag-sag'?

Det burde være så fredeligt. En række mere eller mindre vellykkede popsange, der konkurrerer om at vinde årets Melodi Grand Prix. Alligevel er den traditionsrige sangdyst år efter år omgivet ramt af større eller mindre skandaler, der dog sjældent er sådan rigtig alvorlige.

Vi har snakket med de to Grand Prix-eksperter, den mangeårige vært Jørgen de Mylius og Johann Sørensen, der er formand for den officielle Grand Prix-fanklub i Danmark om de største sager.

Det lidt for lange kys

Det er blevet en fortælling, der er gået over i Melodi Grand Prix-historien. Da den allerførste udgave af det populære underholdningsprogram blev sendt i 1957, Birthe Wilke og Gustav Winckler med ’Skibet skal sejle i nat’. Ved slutningen af sangen, kyssede de to hinanden farvel i hele 11 sekunder.

Gustav Winckler og Birthe Wilke afsluttede sangen 'Skibet skal sejle i nat' med et efterhånden meget berømt kys.
Gustav Winckler og Birthe Wilke afsluttede sangen 'Skibet skal sejle i nat' med et efterhånden meget berømt kys. Foto: Ukendt
Vis mere

Det kostede Danmark sejren, mener mange, der hævder, at de katolske lande var blevet forargede over det lange kys, der oven i købet fandt sted mellem et par, der ikke var gift.

»Det var en anden tid, og kyssene forargede. Jeg tror,det havde en betydning, og jeg kunne også mærke det på reaktionerne,« har Birthe Wilke fortalt i bogen 'Dansk Melodi Grand Prix: De største øjeblikke’.

Jørgen de Mylius, der har været vært for Melodi Grand Prix 11 gange, mener dog, at historien er lidt overdrevet:

»Det var mest end vandrehistorie, der blev overdrevet efterfølgende. Tv-seerne så slet ikke, hvor langt kysset var, det var kun folk i salen,« fortæller han til BT.

Hitsangen røg i svinget

Første gang en dansk sang blev diskvalificeret fra Melodi Grand Prix, var i 1962. Det var den populære sangerinde Gitte Hænning og sangen ’Jeg snakker med mig selv’.

»Det var noget med, at nogen havde hørt sangen nynnet i Radiohusets kantine. Det var jo helt fjollet, men det var nogle andre regler dengang,« fortæller Jørgen de Mylius.

Et ældre foto af den danske sangerinde Gitte Hænning, der er født i 1946.
Et ældre foto af den danske sangerinde Gitte Hænning, der er født i 1946. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Som plaster på såret fik Hænning dog lov til optræde med sangen under programmet, og sangen blev efterfølgende et stort hit.

Underholdningschefen, der var for fin til Grand Prix

En sand skandale var det imidlertid ifølge Grand Prix-aficionados, at Danmark helt meldte sig ud af sangkonkurrencen fra 1966 til 1978 - ifølge historien på grund af en underholdningschef i DR, der ikke var fan af folkefesten.

»Heldigvis var jeg ikke født dengang, men det er da en skam. Det var dengang grandprixet gennemgik en stor forvandling, som vi så desværre ikke var del af,« lyder det fra Johann Sørensen.

Da Danmark gik rim-amok

I 2000 vandt Brødrene Olsen det internationale Melodi Grand Prix med ’Smuk som et stjerneskud’. Derfor var Danmark værter for showet året efter, hvor Natasja Crone og Søren Pilmark var værter. Alle sejl var sat til. Crone havde fået syet intet mindre end tre kjoler af den populære designer Isabell Kristensen, og budgettet for showet var det hidtil største.

Da Danmark var vært for Eurovision i 2001, blev det besluttet, at værterne Natasja Crone og Søren Pilmark skulle rime sig igennem aftenen på dansk, engelsk og fransk.
Da Danmark var vært for Eurovision i 2001, blev det besluttet, at værterne Natasja Crone og Søren Pilmark skulle rime sig igennem aftenen på dansk, engelsk og fransk. Foto: LARS MØLLER
Vis mere

Men så besluttede værtsduoen sig for at rime sig gennem aftenen, hvilket fik BBC-kommentatoren Terry Wogan til at døbe dem Dr. Død og Tandfeen.

»Da man så det i Parken tænkte man, at det var da meget sjovt fundet på. Efterfølgende har det fået et skidt eftermæle,« mener Johann Sørensen, der dog ikke er meget for at kalde 'rimeriet' for en egentlig skandale.

Youtube kostede grandprix-pladsen

Det sker ellers ikke så tit, men i 2012 måtte Valen:tine se sig diskvalificeret fra årets Melodi Grand Prix, fordi det viste sig, at sangen 'Nowhere' havde været tilgængelig på Youtube.

»Vi kommer nok til at se flere af den slags sager i fremtiden, for vi har mange internationale sangskriver, der sender til flere lande - det øger risikoen for, at det kan ske,« vurderer Johann Sørensen.

Skandale-sangeren Emmelie

Hun var indbegrebet af sødme, da hun optrådte barfodet med sangen 'Only Teardrops' i 2013. Men Emmelie de Forests deltagelse var faktisk temmelig skandalefyldt.

Emmelie de Forest optræder med 'Only Teardrops'.
Emmelie de Forest optræder med 'Only Teardrops'. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Først fortalte Emmelie nemlig, at dronning Victoria af England var hendes tipoldemor, men den historie blev senere trukket i land.

Siden tiltrak hun sig igen uønsket opmærksomhed, da det viste sig, at hun ved en fejl var kommet til vælge en nazi-uniform til sine fløjtespillere på scenen.

»Det var simpelthen så frygteligt, men vi syntes jo bare, de var flotte. Vi havde slet ikke skænket det en tanke,« fortalte hun til BT.

Ingen af de to sager fik dog nogen betydning. Emmelie vandt først det danske og siden det internationale grandprix med sin sang.

Basim og 'flag-gate'

Da Basim stillede op med sangen 'Cliché Lovesong' i 2014, pyntede et stort Dannebrogsflag scenen i baggrunden.

Men valget af udsmykning fik konkurrenten Bryan Rice helt op i det røde felt. Han kaldte flaget for 'usmageligt', og siden viste det sig også, at brugen af flaget stred mod European Broadcasting Unions regler.

Basim optrådte med 'Cliché Lovesong' i 2014.
Basim optrådte med 'Cliché Lovesong' i 2014. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Kontroversen om flaget nåede helt til top - Danmarks daværende statsminister kom på banen og foreslog den uheldige sanger at bruge et EU-flag.

Dette år har da heller ikke skortet på skandaler. Først blev sangene lækket - endnu engang - ved en fejl, så var det usikkert om Anja Nissens sang måtte deltage, og endelig så DR sig nødsaget til at fyre Johann Sørensen som jurymedlem, efter han var blevet citeret for at vurdere Simone Egeriis de bedste chancer for at vinde i Metroxpress.