Det er kun fire år siden, at Mohamed Ali fik en tredje plads i X Factor.

Men meget er sket, siden den lille mørke dreng fra Nørresundby charmerede sig ind på de danske tv-seere.

- Ja, jeg er gået fra at være dreng til at være mand. Det overrasker stadig mange, fordi de husker mig fra X Factor, siger Mohamed Ali, der i dag er 19 år gammel, har fået skæg og blevet 183 cm høj. Samtidig er han flyttet fra mors kødgryder i det jyske til en mere selvstændig tilværelse i København, og lørdag aften er han en af favoritterne til at vinde Dansk Melodi Grand prix 2013.

HØR MOHAMED GIVE EN SMAGSPRØVE PÅ SIN SANG HER­­­­­

- Jeg glæder mig helt vildt. Det betyder faktisk rigtig meget at vise folk, at jeg ikke længere er den lille dreng med kasket, stort pjusket sort hår og de store kinder, siger han med nøjagtig det samme store smil, som da danskerne gav ham en tredjeplads i anden sæson af X Factor.

- Og det bliver fedt at gå op på scenen og sige: Hej, jeg er Mohamed Ali, jeg er stadig den samme, jeg er bare blevet voksen.

Og Mohamed Ali ER blevet voksen. Siden X Factor har han holdt fast i musikken, udgivet et album og flere singler. Men han har også fået en studentereksamen og begyndt på universitet, og forinden var han igennem den fase, de fleste unge frygter: Puberteten.  

- Når jeg tænker tilbage, så føles det som om, at den kom fra den ene dag til den anden. Den ene dag var finalen i X Factor, og dagen efter ramte puberteten mig. Det var ikke en glidende overgang, siger han og husker det som en meget forvirrende tid.

- Jeg havde det ret svært fra jeg var 16-17 år. Jeg havde brug for at finde mig selv i alt det her, for jeg har jo faktisk været i offentligheden siden, jeg var 13 år gammel. Og i gymnasiet skete der mange ting inde i mit hoved. For på den ene side var man en stor X Factor-stjerne, og på den anden side skulle man også være en almindelig dreng i skolen, hvor man har forpligtelser, og der forventes noget af en. Og det havde jeg meget svært ved, siger han.

Og det var ikke kun hans dobbeltrolle som kendt og gymnasieelev, der var forvirrende. Han oplevede også, at puberteten gjorde en masse ting ved hans krop.

- Der skete pludselig en masse forandringer. Min stemme gik i overgang, og hormonerne fløj rundt i kroppen. Og det var meget på en gang, siger han.

Efter X Factor udgav Mohamed Ali sin debutplade med selskabet Sony BMG. Producerne var vilde med hans lyse høje stemme, men da han kom i puberteten var det ikke altid nemt at ramme tonerne rent.    

- Producerne var ret imponerede, så de fyrede bare alle sangene op højt op. Og det var også fedt at indspille, men to uger efter indspilningerne begyndte min stemme så småt at knække, når jeg var ude og optræde.  Det var så ubehageligt, når det skete foran en masse mennesker. Det lød ad helvedes til, og jeg kunne ikke gøre noget ved det, og jeg vidste heller ikke, hvornår det skete. Jeg har kendt min stemme, siden jeg var helt lille, og jeg har vidst lige nøjagtigt, hvad jeg kunne gør med den. Men pludselig kunne jeg ikke styre den. Det gav en form for identitetskrise. For at synge er så stor en del af mig, så hvorfor duede det pludselig ikke? Derfor er jeg glad for, at jeg havde gymnasiet, så jeg lige havde mulighed for at finde mig selv, trække mig lidt væk og komme tilbage på toppen, siger han.

Og den nu 19-årige Mohamed Ali, der ved siden af musikken læser på Roskilde Universitet, så er klar til at indtage musikscene igen.

- For mig er melodi grand prix noget helt andet end X Factor. Jeg valgte selv at tage til audition på X Factor, og jeg valgte selv at være en del af det. Denne her gang er det også frivilligt, men det er omstændighederne, der har gjort, at jeg er med. Jeg blev opfordret til det, og da jeg hørte sangen, var jeg klar, siger han og ser det også som en mulighed for eksponering og  for at komme til udlandet.

- Jeg har altid tænkt internationalt. Det kunne være så fedt at prøve at komme uden for Danmarks grænser. Og jeg har aldrig været bange for at drømme stort, siger han.

Og til spørgsmålet om han ikke er nervøs for at blive stemplet, som en talentshowssanger, siger han:  

- Jeg har ikke noget imod, at folk refererer til, at jeg har været med i X Factor. Jeg er stolt af det, og det har gjort mange gode ting for mig. Men det er vigtigt at huske på, at det ikke kun er det, der definerer en som artist. Jeg har lavet en masse siden, og jeg kom ud med to singler sidste år, og jeg er stadig ude at spille koncerter. Så for mig er melodi grand prix bare endnu en oplevelse, jeg får med i bagagen.