Norge overvejede at trække sig ved lørdagens store finaleshow ved det internationale Melodi Grad Prix i Baku.

Det skyldes, at en norsk journalist fra tv-kanalen NRK blev stoppet fredag aften i sikkerhedskontrollen i Baku lufthavn, hvorefter han blev bedt om at tage alt sit tøj af og trampe på det iranske flag.

Den norske/iranske komiker Amir Asgharnejad har sammen med et tv-hold været i Aserbajdsjan for at lave underholdende tv-spots i dagene op til det store finaleshow. Her har han udgivet sig for at være en iransk reporter. Og det var åbenbart for meget for den tidligere sovjetrepublik. I hvert fald blev han holdt tilbage i lufthavnen, da tv-holdet var på vej tilbage til Norge. Her blev han tvunget til at tage alt sit tøj af og derefter trampe på det iranske flag.

- Han blev tilbageholdt og udsat for en helt uacceptabel behandling, det var et direkte angreb, siger programredaktør Per Arne Kalbakk fra NRK til nrk.no.

NRK er den kanal i Norge, der sender det internationale Melodi Grad Prix. Og programdirektøren siger til nrk.no, at de overvejede at trække sig fra showet.

- For Amir var det en meget ubehagelig oplevelse. Han blev ført til et forhørslokale og udsat for trusler. Men vi valgte i sidste ende at gennemføre. Vi tager det her meget alvorligt. Sådan noget her bør ikke ske til en EBU-begivenhed, siger programdirektøren og henviser til European Broadcasting Union, der står bag grand prixet.

Ved lørdagens finaleshow fik Norge en sidste plads, mens Sverige løb med sejren.