KØB PLUS!

MGP-showet bliver det dyreste og vildeste

Større, vildere og endnu mere professionelt er mottoet for et grand prix uden skæve ballader og countrysange.

Når DR i aften blænder op for årets danske Melodi Grand Prix bliver det større, vildere og mere professionelt end nogensinde.

Årets Melodi Grand Prix afvikles i en stopfyldt Ballerup Super Arena.

Og de seneste års store billetsalg har gjort det muligt at fordoble budgettet til det musikshowet.

Det glæder en hardcore fan af genren, formanden for den danske Melodi Grand Prix-fanklub, Jacob Holm Laursen.

- Når man så det fantastiske show sidste år og ved, at DR har puttet endnu flere penge i det, forventer man sig rigtigt meget denne gang, siger han.

Jacob Holm Laursen hilser det også velkomment, at DR, som han udtrykker det, ønsker at løfte underholdningsshowet til nye højder.

Det afspejler sig efter hans mening i de 10 sange, der konkurrerer.

- Væk er idéen om, at forskellige genrer skal være repræsenteret med country, en dansktopsang og så videre. I år er feltet meget tæt, ensartet og med klart radiohit-potentiale, vurderer han.

Hårdt presset mener Jacob Holm Laursen, at to sange vil skille sig ud lørdag aften.

- Den ene er det erfarne partyband Le Freak med deres "25 Hours a Day", der er en glad, typisk MGP-sang. Den anden er bandet A Friend in London med "New Tomorrow", som har både lidt boyband og lidt Beatles over sig, siger den garvede MGP-fan.

Vinderen af lørdagens konkurrence i Ballerup kvalificerer sig til den europæiske finale, som afvikles i Düsseldorf i Tyskland.

Sidste år blev Danmarks deltagere, Chanée og N'evergreen, nummer fire med "In a Moment like this".

/ritzau/

Læs også: