Den tidligere vinder af Eurovision Charlotte Perelli var udpeget til at være vært for Sveriges Melodi Grand Prix. Men det bliver der ikke noget af. Hun har nemlig brudt reglerne for bijobberi. Det skriver Aftonbladet.

Sangstjernen har nemlig medvirket i en reklame for telefirmaet Comviq, og det er i strid med de svenske public service regler, der siger, at en tv-vært ikke må medvirke i reklamer. Perelli mener dog, at hun har aftalt med SVT, at hun må optræde i bestemte reklamer, som SVT har godkendt.

»Jeg kan blot henvise til, at vi har gjort alt i henhold til kontrakten, hvor vi har inkluderet alle mine reklameopgaver,« som er blevet godkendt af SVT, siger Eurovision-vinderen anno 1999.

»Det er klart, at det er trist, at SVT har lavet en fejl i forbindelse med kontrakten, som kommer til at få betydning for min rolle i programmet,« siger Perrelli til Aftonbladet.

Efterfølgende har tv-kanalen SVT og Charlotte Perelli lavet en ny aftale, efter hun ikke længere kan være tv-kanalens ansigt udadtil. I stedet skal hun optræde til showet, der bliver vist 13. februar ligesom det danske.

Beklager affæren

Projektlederen for det svenske Melodi Grand Prix beklager hele affæren.

»Vi vil gerne undskylde overfor Charlotte. Hun fremstår som den part, der har brudt kontrakten, og det er ikke tilfældet. Samtidig undskylder vi for den negative presseomtale, Charlotte har oplevet de seneste dage,« siger hun til Aftonbladet.

Charlotte Perelli har vundet det svenske Melodi Grand Grix to gange i 1998 og 2008, og i 1999 vandt hun Eurovision.

I forbindelse med fyringen fra showet, har hun selv lagt et opslag op på sin Instagram-profil. Her forklarer hun på svensk lidt om sagen. Opslaget har fået en del af hendes følgere til tasterne, og mange kalder det trist, at hun ikke skal være vært den 13. februar.

Herunder kan du se reklamen, der har kostet hende jobbet.