Vinderen af MGP 2017, 11-årige Bastian, svarede mandag eftermiddag BTs læsere på deres spørgsmål under en livechat. Her kunne man blive klogere på, hvad Bastian mener om X Factor, om han har en kæreste og hvad han vil lave, når han bliver 'stor'.

12.000 sad klar i Jyske Bank Boxen, mens næsten 700.000 sad derhjemme foran deres tv lørdag aften. Her kunne de se Bastian fra Hvalsø løbe med sejren i MGP.

Mandag eftermiddag havde de mange MGP-fans mulighed for at blive klogere på, hvad for en størrelse Bastian er. Det skete, da skoleeleven svarede på BTs læseres mange spørgsmål.

Et af de første spørgsmål, som Bastian svarede på, handlede om, hvor vidt den populære sanger har en kæreste. Hertil svarede Bastian spørgeren Louise ganske kort:

'Hej Louise. Det har jeg ikke'.

Lidt mere fyldigt blev svaret, da det handlede om den oplevelse, det var at vinde MGP 2017. På spørgsmålet fra Sophia N lød svaret:

'Det var rigtig fedt. Det var bare det bedste at synge for sådan en kæmpe sal og dem bag skærmen. Det var bare så sjovt. Jeg tænkte ikke over, at der var så mange ude foran. Jeg skulle bare have det sjovt og nyde det,' forklarede Bastian, der også kom ind på, at hans store idol er Justin Bieber, og at vindersangen 'Frikvarter' blev skrevet, da den passede godt til melodien, og som Bastian beskrev det, 'hvem kan ikke lide mere frikvarter?'

Bastian blev også spurgt ind til, om han ser et andet populært DR-program i form af X Factor. Hertil svarede han spørgeren Signe:

'Det gør jeg ikke. Jeg kan måske synes, det er kedeligt at se på folk, der bare synger. Det havde været sjovere, hvis det havde været et show, hvor man også skulle danse. Lige som man kan stille op med tryllekunst i Danmark har talent.'

Selvom Bastian netop har vundet en af de helt store sangkonkurrencer i Danmark, så er det ikke nødvendigvis sikkert, at han skal leve af at være musiker, når han bliver ældre.

På spørgsmålet om den unge musikers fremtid fra læseren Heidi lød svaret fra Bastian:

'Ja. Jeg vil gerne lave popmusik. Jeg ved ikke helt, om jeg ville leve af det. Jeg vil nemlig også gerne være ingeniør.'