En anderledes sang, der ikke bliver for banal og som bliver hængende.

Det kan lyde enkelt, og ifølge en af Dansk Melodi Grand Prix’ mest rutinerede kræfter, Keld Heick, er det præcis grunden til, at sangen ‘Only Teardrops’ vandt Eurovisionen.

Men at skrive sådan en sang, det er dog knapt så simpelt.

- Det er så fantastisk flot, det Lise Cabble (en af sangskriverne, red.) har gjort. Hun er simpelthen bare en fortjent vinder. Jeg har hele tiden syntes, at den største chance for 'Only Teardrops' ville være, hvis den skilte sig lidt ud. Og det gør den. Den falder ikke i det store ballade-hav, for der var mange flotte ballader, men de drukner lidt i hinanden. Det samme med up-tempo-numrene, siger Keld Heick, der generelt er imponeret over niveauet i årets konkurrence.

- Der var nogle rigtig gode sangere, så det at have vundet i år er virkelig en super præstation, for det var bestemt ikke et dårligt grandprix-år, siger han og fortsætter:

- Melodi Grand Prix har jo ændret sig med tiden, både stilen og udviklingen i musikken. Musikken bliver meget ens, og der er for eksempel ikke længere de store forskelle på sangene fra Øst - og Vesteuropa, siger han.

Faktisk er han imponeret over årets sange fra Østeuropa, som han normalt ellers ikke har så meget til overs for.

- Jeg har nogle gange siddet og tænkt ‘hjælp, nu skal vi igennem det her igen’, men det synes jeg slet ikke i år. Og det er da dejligt, at man er ved at finde et plan, hvor man også føler sig hjemme, når man hører de østeuropæiske sange. Jeg kan jo godt lide en god popsang, så et eller andet sted er det jo fint, at man i lande langt herfra kan skrive popsange, som vi i Danmark godt kan lide, siger Keld Heick, der dog understreger, at man på den anden side måske godt kan begræde, at de enkelte landes kultur ikke skinner så meget igennem længere.

Nå ja, på nær lige med en enkelt undtagelse.

- Ja, altså så var der lige Grækenland. Den var jo til gengæld også så græsk, at det gjorde helt ondt, siger han og griner.

Imponeret over Lise Cabbles

En af grundene til sangene måske mere minder om hinanden end tidligere kan også skyldes, at man som sangskriver gerne må stå bag et andet lands bidrag til konkurrencen. For eksempel har svenske Gabriel Alares og Joakim Björnberg skrevet Ruslands 'What if', som blev sunget af Dina Garipova.

Netop derfor er Keld Heick så meget desto mere imponeret over Lise Cabbles bedrift med ‘Only Teardrops’.

- Derfor er feltet jo ikke så koncentreret om så få personer som dengang, jeg var med. Derfor er det et ekstra plus i karakterbogen at vinde sådan et år, siger Keld Heick, der med ‘Vi maler byen rød’ selv opnåede en tredjeplads som den højeste placering i Eurovisionen.