De mødte hinanden på Vostrup efterskole i Vestjylland for knap seks år siden. Og i aften vandt de så det danske melodi grand prix.

Bandet A Friend In London løb nemlig med sejrstrofæet i Ballerup Super Arena og skal dermed repræsentere de røde/hvide farver ved det internationale show i Düsseldorft til maj.

De fire fyre har længe drømt om at slå igennem i Danmark. Indtil videre har de haft størst held i Canada, hvor de i 2008 vandt en talentkonkurrence. Faktisk har de så stor succes, at de om tre dage til Canada, hvor de skal på turné. Og herefter vender de igen tilbage til Danmark for at gøre sig klar til Eurovision, også kendt som det internationale melodi grand prix, der afholdes til maj.

A Friend In London kæmpede i aften mod ni andre sange. Og aftenens show var en lang affære. Først blev fire sange sendt videre til to semifinaler af sms-stemmer og en fagjury bestående af pianist og komponist Bent Fabricius-Bjerre, DJ og radiovært Le Gammeltoft, musikerne Erann DD og Karen Rosenberg samt komponisten Martin Brygmann. Og her var det tydeligt, at A Friend In London var storfavoritter.

- Fantastisk melodi, der går rent ind, lød det fra Erann DD, og også Bent Fabricius-Bjerre var begejstret:
- Det er den sang, der har bedst chancer ved det internationale melodi grand prix.



I anden runde var det udelukkende op til seerne, og de valgte at sende showets yngste deltagere Anne Noa og de fire fyre fra A Friend In London videre til finalen. Og herefter måtte de to finalister endnu engang på scenen og synge, og endnu en sms-afstemning blev sat i gang. Og så kunne årets vinder i dansk melodi grand prix 2011 endelig kåres.

Efter kameraerne var slukket fortsatte festen i Ballerup Super Arena. Den ene ende af salen blev omdannet til efterfest, mens publikum langsomt forsvandt ud af arenaen. Festen bød på fri bar, mens P3-vært Henrik Milling var dj. Og både aftenens vinder og Chanée og N’evergreeen, der repræsenterede Danmark i Oslo sidste år, optrådte for gæsterne.

Kan MGP-vindersangen "New Tomorrow" gå hele vejen ved det internationale melodi grand prix?

Er du enig med Bent Fabricius Bjerre, når han siger, at det var den sang med bedst international chance?

Hvad synes du generelt om showet – hvad var højdepunktet?

Deltag i debatten herunder