Det giver ikke meget mening, når man kigger på en globus. Men ikke desto mindre kan Australien løbe med sejren i aftenens udgave af Eurovision Song Contest.

Godt 15.750 kilometer har Guy Sebastian rejst for at repræsentere Australien i årets udgave af Eurovision Song Contest med sangen Tonight Again. Bruger man den venstre side af hjernen, så er det svært at sætte sig ind i, hvad folkene Down Under har at gøre på den anden side af kloden i en europæisk musikkonkurrence.

»Australsk TV har arbejdet benhårdt på det i mange år, og så har man så fundet en anledning, fordi det er jubilæum i år. Men det er meget svært at komme med en logisk forklaring på det,« siger DR's faste ekspert og kommentator Ole Tøpholm og tilføjer:

»Det er et spændende eksperiment. Og det kalder jeg det helt bevidst. For det er det.«

Beslutningen om at lade Australien deltage tilskrives officielt, at det i år er 60. gang, at konkurrencen afholdes. Kontroversielt mener mange. Men i sportens verden er det ikke unormalt, at man leger med de internationale grænsedragninger. Tour de France har hvert år etaper, der ligger uden for de franske grænser. Cyklisterne fra Giro d'Italia ræsede for nogle år siden om kap i Herning og Horsens. Og hvert år lægger London græs til kampe i den bedste amerikanske fodboldliga NFL. Men i Eurovision er det noget af et kvantespring, at Australien er hoppet med i konkurrencen - selvom tilløbet har været meget langt.

Vi ville sikkert skamme os over det

I over 30 år har australsk fjernsyn sendt, hvad nogle kalder EM i popmusik. Det hele begyndte med ABBA, som blev kanonstore på den anden side af jorden og med i pakken fulgte Eurovision. Siden har showet fået en stor og trofast fanbase i hjemlandet - men også det modsatte ligesom i Europa. Det er dog mange år, at sidde stand by uden at kunne deltage og stemme med.

En af de trofaste seere er Eurovision-entusiasten Clint Drieberg. En 33-årig radiovært fra Melbourne, som er rejst den lange vej til Wien for at se den australske debut. Han kan ikke forklare logikken bag deltagelsen, men showets popularitet kan han godt sætte sig ind i.

»Der er et multikulturelt aspekt af Eurovision for os. Der er ikke mange indfødte australiere i Australien. Mange har rødder i Europa og ser Eurovision, fordi de kommer herfra. Det er en del af deres kulturarv,« vurderer Clint på spørgsmålet om, hvad Australien og Eurovision har med hinanden at gøre.

Han mener dog også, at der er en mere jordnær forklaring:

»Det underlige, den dårlige smag, kostumerne. Det ligner ikke noget, vi har i Australien. Hvis det var vores show, så ville sikkert skamme os over det. Men nu er det nogle andres, og så er det helt fint.«

Men nu er det deres, og det ændrer også alle spillereglerne for Clint og alle de andre australske fans.

»Nu er det ikke for sjov længere. Guy Sebastian er en kandidat, der har australiernes opbakning, så nu er det alvor. Helt seriøst. Nu vil vi vinde det her,« siger Clint Drieberg.

Clint Drieberg (th) har taget en selfie i Wien sammen med den australske deltager i årets show, Guy Sebastian.
Clint Drieberg (th) har taget en selfie i Wien sammen med den australske deltager i årets show, Guy Sebastian.
Vis mere

Normalt har showet været vist forskudt i hjemlandet, men i år kan australierne se med og stemme ved morgenbordet:

»Vi vil stadig drikke alkohol. Det er der ingen i tvivl om. Vi er australiere. Så får vi bare øl og champagne til morgenmaden.«

Showet bliver i Europa

Lykkes det Guy Sebastian at overbevise seere og juryer i aftenens finale i Wien, så er Australien på papiret kvalificeret til næste års udgave af showet. Ingen ved dog helt sikkert, hvad der sker på sigt. Chefen for Eurovision i den europæiske TV-union EBU, Jon Ola Sand har været ude at sige, at han godt kan se Australien deltage fast i fremtiden og andre lande også. Men der er ikke taget nogle beslutninger endnu. Det er en del af den evaluering, der vil følge efter aftenens show.Men en ting ligger helt fast. Showet skal holdes i Europa ligegyldigt hvem der vinder:

»Konkurrencen vil altid blive holdt i Europa,« sagde Jon Ola Sand til svt.se tidligere på året.

Hvis Australien løber med sejren i aften, så skal man ud og lede efter en samarbejdspartner i Europa, som man kan holde showet sammen med. Og det er et muligt udfald, hvis man kigger bookmakernes forudsigelser igennem. Her er den australske sang de fleste steder placeret solidt i top fem. Men stadig pænt bag Sverige og Rusland.

Bland dig, brok dig og blog dig igennem showet i aften på den anden skærm sammen med os på b.dk, når vi blogger live fra finalen i den østrigske hovedstad Wien klokken 21.00.

 

Svensk grandprix-favorit: Jeg kommer i top tre: