Eurovision-vinderen Conchita Wurst er snart en saga blot. Det afslører manden bag, Tom Neuwirth, i et interview med tyske Die Welt.

I maj 2014 vandt han Eurovision i København, da han som den skæggede dame Conchita Wurst sang 'Rise like a Phoenix'. Men små tre år senere er det slut. Tom Neuwirth behøver hende ikke længere, siger han.

»Jeg føler, at jeg med Eurovision-sejren har opnået alt med den skæggede dame. Jeg behøver hende ikke længere,« siger Tom Neuwirth, inden han gav sit alterego dødsstødet:

»Jeg må slå hende ihjel.«

Conchita Wurst efter sin sejr i Eurovision 2014 i København.
Conchita Wurst efter sin sejr i Eurovision 2014 i København. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Hvad planerne er for Tom Neuwirth nu er uvist, men en fortsat sangkarriere er ikke umulig. Han er dog ikke sikker på, om det næste sangeventyr skal være under et nyt alterego, eller om han måske bare skal være sig selv.

Det er dog sikkert, at tiden som Conchita Wurst er overstået.

Tom Neuwirth nåede at udgive et enkelt album under Conchita Wurst-aliaset. Albummet 'Conchita' blev en pæn succes i hjemlandet, Østrig, hvor albummet nåede en position som nummer et på hitlisten, mens det i nabolandet Schweiz havde højdepunkt som nummer seks.