Årets hollandske deltager i Det internationale Melodi Grand Prix kalder Basim for en "Bruno Mars-kopi".

Om et par uger kæmper 37 artister om trofæet i Det internationale Melodi Grand Prix i København, men allerede nu er krigen på ord brudt ud.


I et interview med den hollandske avis Algemeen Dagblad taler den hollandske duo The Common Linnets ud om deres grandprix-deltagelse, og her tager den mandlige halvdel af duoen, Waylon, bladet fra munden. Således er der skarpe bemærkninger til både den belgiske deltager og danske Basim.

- Jeg har noteret mig, at de fleste har fundet deres inspiration ved at se YouTube. Nogen har virkelig set for meget på nettet. En kopi af Paul Potts deltager, ligesom en fyr der imiterer Bruno Mars. Der er ingen grund til at være nuanceret omkring det her: meget af det, jeg ser, er bare parodier. Jeg har respekt for alle, men jeg har ikke meget til overs for den tilgang, siger Waylon uden at uddybe, om det er Basims sang eller blot hans hår, han synes, der minder om den hawaiianske sanger Bruno Mars.

En anden hollandsk avis, De Telegraaf, har talt med en hollandsk grandprix-ekspert, Richard van de Crommert, og han vurderer, at udtalelsen kan skade Hollands chancer i kampen om at skrabe point sammen.

- Kommentatorerne i de omtalte lande (Belgien og Danmark) vil helt sikkert nævne disse nedladende kommentarer (...) Det er uklogt, kluntet og tåkrummende sagt, og det er bestemt usikkert, om Holland nu vil kvalificere sig til finalen, siger han.

Mens Basim er direkte kvalificeret til finalen lørdag den 10. maj, skal både Holland og Belgien først kvalificere sig til finalen via den første semifinale tirsdag den 6. maj. En semifinale som Danmark i øvrigt skal stemme i.