Kort tid inden, det går løs i Forum Horsens ved det danske Melodi Grand Prix, kunne grandprix-veteranen Keld Heick afsløre, at når hans hustru Hilda Heick går af scenen efter sin værtstjans ved det stpre show, kan hun se frem til en mere eller mindre ufrivillig pause inden for de kommende uger.

Keld Heick skal nemlig opereres på stemmebåndet og må ikke tale i ti dage. Og den anledning benytter Hilda Heick til at få overstået en operation, der har været i tankerne et stykke tid.

»Hun har fået slidgigt og skal opereres for det. Så vi bliver et flot par med hende på krykker og mig, der ikke må sige noget,« fortalte Keld Heick til Ekstra Bladet.

Men overfor BT slår Hilda Heick det hen som noget ganske banalt.

»Herregud, det er sådan en lille operation i en fod. Det gider vi ikke hænge os i,« smiler hun og forsikrer, at det ikke kommer til at påvirke aftenens grandprix-show.

»Ikke spor. Det er noget, jeg har trukket på i lang tid,« siger hun, men gider ikke uddybe yderligere.

»Det er bare Keld, der plaprer løs, altså,« siger hun og himler smilende med øjnene.

BT overværede da også generalprøven fredag aften, dagen inden det store show. Og her gav Hilda Heick heller ikke indtryk af at være mærket af sin slidgigt.

Hun gav den fuld gas i det såkaldte greenroom, hvor hendes opgave er at hyggesnakke med de deltagende sangere imellem deres optrædener.

Den egentlige værtstjans har hendes datter Annette Heick og den garvede tv-vært Jacob Riising.