Nu håber hun på succes i dansk Melodi Grand Prix

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I år stiller hun op i dansk Melodi Grand Prix, men siden Popstars har Kate Hall gjort lynkarriere i Tyskland.

Hun var kun 19 år, da hun pludselig blev kendt fra den ene dag til den anden. Kate Hall deltog i Popstars 2002, hvor hun blev nummer tre efter Julie Berthelsen og Jon Nørgaard. Siden gik det stærkt for den unge pige, der pludselig blev lige så kendt for at være den dengang 46-årige Peter Asschenfeldts kæreste som for sin musikkarriere.

BT

Den i dag 28-årige Kate Hall er ikke meget for at tale om sin fortid. Hun erkender smilende, at hun var meget ung, alt gik hurtigt, og hun 'faldt og slog sig', men har ikke lyst til at uddybe, hvad det betyder.

SE VIDEOEN: DELTAGER STILLER OP I MYSTISK MASKE

- Det tror jeg, man ved nok om. Men jeg er ikke den samme, som jeg var dengang. Jeg havde følelsen af, at der var opstået et billede af en pige, jeg ikke var. Så det bedste, jeg kunne gøre, var at trække stikket, fortæller Kate Hall til bt.dk.

Derfor rejse sangerinde til Tyskland for at starte forfra. Hvis hun skulle leve af at synge, måtte hun flytte til udlandet, hvor ingen kendte hende.

Og det lykkedes, for i Berlin tog karrieren fart. Her har hun siden udgivet et par plader, og i fem år har Kate Hall været sangtræner i det tyske Popstars, ligesom hun er vært på et talentshow for børn sammen med sin mand Detlef Soost, som hun mødte gennem det tyske Popstars. Her er han koreograf. Og det er faktisk også ham, der koreograferer, når Kate Hall skal synge nummeret 'I'm Not Alone' til det danske Melodi Grand Prix i Herning 26. januar. Derudover har parret også udgivet en fitness-dvd sammen.

Selvom Kate Hall har boet i Tyskland i syv år, er hun lykkelig for at skulle repræsentere Danmark.

- Det er mit hjemland. Så jeg ser det her som min hjertesag. Jeg håber bare ikke, tyskerne bliver sure. Der er egentlig lidt Gitte Hænning over mig, griner hun med henvisning til den danske sangerinde, der repræsenterede Tyskland ved melodi Grand Prix i 1973.

I dag bor Kate Hall i Berlin med sin mand, to børn og tre hunde.