Semifinalerne har været en blandet oplevelse for BT TVs modevært, Katja Maria Salomonsen. Til den første semifinale var Lise Rønnes kjole lige lovlig marengs, mens dragten i andet show var meget mere elegant. Men det bedste skud i bøssen havde designer Ole Yde gemt til finalen, mener modeværten:

- Propperne sprang og festen blev for alvor skudt i gang, da yndige Lise Rønne svævede ind på scenen iført kreationen, der må betegnes som Ole Ydes Grand Prix pièce de réstistance! Et brus af champagnefarvet silketyl med glimtende Swarovski-krystaller udgjorde Ydes brag af en balkjole - en slet skjult homage til Hollywoods guldalder og de kjoler, som den legendariske Hollywood-kostumier Edith Head skabte til bl.a Elizabeth Taylor i den Oscar-vindende film 'A Place in the Sun' fra 1951, siger modeværten til bt.dk

kendte

- Jeg er glad for, at Ole Yde har været tro mod sin poetiske åre under hele MGP-forløbet. Fra 'togaen' til balkjolen - på intet tidspunkt har han ligget under for klicheen om, hvordan en Eurovision-kjole skal se ud. Kritiske røster har hungret efter mere kitsch, kavalergang og kolorit. Jeg sætter dog stor pris på, at værterne var showets elegante og kosher midtpunkt, for det skortede som bekendt hverken på piger med yppigt patværk (det polske bidrag Donatan & Cleo, red.) eller andre farverige indslag på scenen.

Selv om det hele altså ender med et stort "godkendt" fra modeværten, er der dog også forbehold:

- Eneste aberdabei er, at jeg ville ønske, at DR havde været mere kreative under hele 'kjole-processen'. Hvorfor havde de kun sat en mand (designer) på Eurovision-opgaven? Hvorfor ikke fordele opgaven på flere talenter? Og hvorfor var der ikke flere kostumeskift til Rønne i løbet af showet? Vi har jo et hav af dygtige modeskabere - Benedikte Utzon, Jesper Høvring m.fl. Ja, mon ikke at selv Malene Birger ville komme ud af sit 'eksil' på Mallorca, hvis hun blev bedt om at skabe et skrud til MGP? Mode er Danmarks fjerde største eksportindustri, og Eurovisionen er en gylden mulighed for at 'showcase' talentmassen over for millioner af potentielle kunder.