____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Eurovision 2014 bliver afholdt i København. Punktum. Så hersker der vist ikke længere tvivl. Håbefulde grandprix-fans vest for Storebælt var dog for en stund klar til at genoptage kampen mod hovedstaden, da gratisavisen mx.dk kunne berette, at DR ligefrem havde truet med at flytte hele den store paillet-fest til Herning, hvis ikke mediegiganten blev bevilliget yderligere 13 mio. kr. til at afholde showet i maj.

Det er partnerskabet Host City Copenhagen, som har ansvaret for at få området klar, der har overskredet budgettet. Host City Copenhagen består af Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og REDA, Refshaleøens Ejendomsselskab. Her erkender man, at man er forberedt på budgetoverskridelser.

- Alle parter i Host City Copenhagen har fra starten været klar over, der er en risiko for uforudsete udgifter i forbindelse med så stort et projekt som dette. Der er tale om nogle konstruktionsændringer, som medfører større udgifter, og det er på den baggrund, der er blevet bevilget en budgetudvidelse, forklarer administrerende direktør for Host City Copenhagen Martin Bender til dr.dk.

Hovedansvarlig for Eurovision 2014 i DR, Pernille Gaardbo, afviser at have anvendt trusler for at få ekstra penge.

- Det er ikke rigtigt. Vi truer ikke nogen. Og vi har på ingen måder planer om at flytte showet. Vi har et godt samarbejde med Host City Copenhagen, som er de samarbejdspartnere i København, som opbygger arenaen på Refshaleøen, siger hun til dr.dk.