BT TVs modevært Katja Maria Salomonsen var ikke vild med Lise Rønnes kjole i første semifinale i det europæiske Melodi Grand Prix. Men Rønne er i torsdagens anden semifinale i et meget smukkere look, mener hun:

- Endelig kom Lise Rønne ud af ’togaen’ og ned i noget, der fremhæver hendes slanke silhuet. Og endelig oplever vi den ynde og elegance, som prêt-à-porter-designeren Ole Yde excellerer i. Det skrøbelige, sheer stof er det stof, som drømme er gjort af. Looket ville dog ikke have mistet noget, hvis man havde været lidt karrig med de glimtende grankogler (pomponerne) og helt fjernet dem fra underdelen.

I tirsdagens semifinale var Lise Rønne iført en noget pompøs kjole, som ikke faldt i modeværtens smag, men fik følgende hårde ord med på vejen:

- Lise Rønnes uformelige, hvide toga med pailletter og marengs på skulderen var en skuffelse og gjorde slet ikke noget godt for den yndige tv-vært, der ganske enkelt druknede i stofmisbruget!

Begge kjoler er designet af Ole Yde:

- Der er jo en god grund til, at vores prinsesser har Ole Yde på speed-dial. Manden er en håndværker af guds nåde. Designeren, der som den første danske kvindetøjs-designer nogensinde holdt show i eget navn i Paris for et par måneder siden, skaber skræddersyede kunstværker i chiffon. silketaft og med spindelvævsfine blonder. Ydes kreationer emmer af underspillet og ladylike elegance - altså med undtagelse af Rønnes 'toga', siger Katja Maria Salomonsen.

Også Lise Rønnes dress til lørdagens finale er en Yde-kreation.