Der er kun én grund til, at et hollandsk nyhedsbureau har sendt to journalister til Horsens. Skandalen om Emmelie de Forest 'gamle' sang.

Lørdag sender DR1 det danske Melodi Grand Prix fra Forum i Horsens. Men allerede torsdag begyndte kunstnere, musikere, pressefolk og journalister at strømme til byen for at forberede årets glitterbrag.

Langt de fleste journalister er fra danske medier, men også enkelte internationale har fundet vej til Horsens, og blandt dem er der kun én historie, der for alvor tæller. Nemlig skandalen om sangen ’Never Alone’.

»Vi er ikke spor interesserede i det danske Melodi Grand Prix,« fortæller Didi Mahamat, der er journalist hos nyhedsbureauet BNO News, til BT.

»Jeg er her kun, fordi mange i Belgien er interesserede i skandalen om Anjas sang, så jeg er i Danmark for at finde ud af, hvad der foregår mellem DR og EBU,« tilføjer han.

BNO News leverer nyheder til medier i Holland, Belgien og Frankrig.

Sangen 'Never Alone', der bliver fremført af dansk-australske Anja Nissen, er skrevet af blandt andre den tidligere Eurovision-vinder Emmelie de Forest. Men i januar afslørede Ekstra Bladet, at sangen allerede havde været spillet offentligt af netop Emmelie de Forest ved flere lejligheder – blandt andet på Nibe Festivalen i 2013.

»Der er blevet skrevet meget om skandalen især i den franske presse, hvor der er stor interesse for Eurovision. Folk mener ikke, at det er fair, at hun stadig må være med i konkurrencen,« lyder det fra Didi Mahamat.

Melodi Grand Prix 2016. Portræt af den belgiske journalist Didi Mahamat. Fotograferet den 11. februar 2016.
Melodi Grand Prix 2016. Portræt af den belgiske journalist Didi Mahamat. Fotograferet den 11. februar 2016. Foto: Ida Guldbæk
Vis mere

I DRs regler hedder det sig, at de medvirkende sange 'som udgangspunkt' ikke må have været fremført, men at Eurovision-vinderen Emmelie de Forest har optrådt med sangen ved flere lejligheder, det betyder ikke noget, har DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme tidligere fortalt til BT:

»Havde den (sangen, red.) været udgivet, havde der ikke været nogen diskussion. Disse regler er ikke lavet for at genere nogen. De er lavet for at lave en fair konkurrence. Det er klart, hvis et nummer er meget kendt, vil det stå stærkere. At den er blevet spillet i en kirke eller foran et publikum, giver ikke en unfair konkurrence.«

DR havde ifølge Anja Nissens manager Anders Fredslund-Hansen hele tiden været bekendt med problematikken, men godkendte sangen alligevel. 20-årige Anja Nissen selv kendte ikke til sangens forhistorie.

I Sverige blev Anna Books bidrag til det Melodifestivalen - sangen 'Himmel för två', der er skrevet af blandt andre krimiforfatteren Camilla Läckberg, diskvalificeret med øjeblikkelig virkning, da det kom frem, at den tidigere havde været offentliggjort i forbindelse med udtagelsesprocessen til Moldovas Melodi Grand Prix i 2014.