KØB PLUS!

Ekspert: Grand Prix-vinder IKKE en kopi

Fra techno til svensk pop. Vindersangen fra lørdagens Melodi Grand Prix ”New Tomorrow” er blevet sammenlignet på tværs af vidt forskellige genrer, og i dagene derpå er rygterne begyndt at florere. Er vindersangen en kopi? Er der tale om et såkaldt plagiat?

”Nej” lyder svaret, hvis man spørger DR’s musikekspert Henrik Milling.

- Hvis man skal tale om et rigtig plagiat, så skal der være store dele af en sang, der er blevet efterlignet af en anden sang. Det skal være node for node eller tekst for tekst. I det her tilfælde må jeg indrømme, at den centrale strofe minder meget om nogle andre sange, men det er altså en klassisk nodegang i popmusik, så der er under ingen omstændigheder tale om plagiat, fastslår Henrik Milling.

I en afstemning på BT.dk mener hele 52 procent af læserne ellers, at ”New Tomorrow” af A Friend In London er en kopi.

En af sammenligningerne er den svenske grand prix-sang fra 2006, der er lavet af Andreas Johnson og hedder ”Sing For Me”.

- Det er jo lidt interessant, for vi er ude i samme genre. Den minder jo meget om noget fra ”Sing For Me”. Men det har ikke noget at gøre med plagiat. Det er bare inspiration, og i nogle tilfælde er det så ret intens inspiration. Men det er netop det der gør popmusik så god. Dét at man synes man genkender noget i sangen gør, at den fænger rigtig godt, siger Henrik Milling.

En anden sang der er hevet ind i diskussionen er franske Future Trance Uniteds ”Face 2 Face” fra 2003. Men heller ikke her, mener Henrik Milling, at der er noget at komme efter.

- Det er bare en strofe der dukker op igen og igen. I det her tilfælde ændrer melodien sig umiddelbart efter, teksten er helt anderledes, og produktionsmæssigt er det her noget helt andet. Der er bestemt ikke noget plagiat her.

Ifølge Henrik Milling, kan man ikke undgå, at sangene fra melodi grand prixet bliver kædet sammen med andre sange. Sangene i den rendyrkede popgenre, som ofte fylder en stor del af det danske Melodi Grand Prix, er nemlig opbygget på samme måde, og vil derfor til tider få strofer der lyder som noget der er hørt før. Det skaber hvert år rygter om, at sangene er kopieret fra andre kunstnere.

Her kan du høre de omtalte sange og selv bedømme. Plagiat eller ej?

A Friend In London - "New Tomorrow"

Andreas Johnson - "Sing For Me"

Future Trance United - "Face 2 Face"

Læs også: