Trætte, men alligevel veloplagte mødte vinderne af Dansk Melodi Grand Prix 2016 op på Pilestræde søndag eftermiddag for at chatte med BTs læsere.

Lighthouse X, der består af Søren Bregendal, Martin Skriver og Johannes Nymark, vandt Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften med sangen 'Soldiers of Love'.

Søndag svarede de på mange af læsernes gode spørgsmål. Et af dem var fra Pauline.

Melodi Grand Prix 2016

»Hvad var det første I tænkte, da I vandt?«

Lighthouse X. Vindere af Melodi Grand Prix 2016 chatter med BTs læsere.
Lighthouse X. Vindere af Melodi Grand Prix 2016 chatter med BTs læsere. Foto: Claus Bech
Vis mere

Alle tre var enige om, at det var en vild oplevelse at høre værterne råbe deres navn op som vinder lørdag aften i Horsens.

»Jeg forstod det slet ikke, og det gør vi egentlig heller ikke helt endnu,« siger Martin Skriver, der bliver bakket af sine to band-kammerater.

»Det var sindssygt intenst i sekunderne op til. Scenariet om at vinde virkede fuldstændigt uvirkeligt. Vi står ved siden af to seje vokalister, der også kunne have vundet. Så det var uvirkeligt. Jeg var helt glad og rørt,« siger Søren Bregendal.

Selv om det ikke tog så lang tid for værterne at læse vindernavnet op, så var det ganske nervepirrende i sekunderne op til.

»Det var sådan en ud af kroppen oplevelse. det var som om, at alt gik i stå en halv times tid. Jeg havde virkelig ikke troet på det. Det var meget overraskende,« siger Johannes Nymark.

Her jubler Lighthouse X på scenen i Forum i Horsens lørdag aften.
Her jubler Lighthouse X på scenen i Forum i Horsens lørdag aften. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Poptrioen blev også spurgt om, hvem de havde som favorit til at vinde, hvis det ikke var dem selv. Her pegede alle tre på den samme kunstner.

»Efter vi havde set numrene live, så havde jeg Anja Nissen som favorit. Hun var vildt god. Sang fænomenalt, og jeg blev i rigtigt godt humør af sangen,« siger Johannes Nymark, der bliver bakket op af Martin Skriver og Søren Bregendal.

»Jeg tænkte helt sikkert, at Anja Nissen ville vinde. Hun er en gudsbenådet sanger,« siger Martin Skriver, der er det yngste medlem af bandet.

Anja Nissen sang 'Never Alone'. Hun blev nummer to efter Lighthouse X, som løb med sejren lørdag aften.
Anja Nissen sang 'Never Alone'. Hun blev nummer to efter Lighthouse X, som løb med sejren lørdag aften. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og Anja Nissen, der sang 'Never Alone' endte som nummer to med 36 procent af stemmerne - Ligthouse X fik hele 42 procent af stemmerne lørdag aften.

Plagiat eller ej?
Der har også været debat om bandets sang 'Soldiers of love' er et plagiat af schlagerdronning Helene Fischers sang ’Atemlos durch die Nacht’ fra 2013.

Til det lød  det meget ærlige svar fra Søren Bregendahl.

»Ærlig talt. Vi har aldrig hørt sangen, men den må være god ;),« skrev han.