DR har afsløret den jury, der sammen med seerne skal være med til at bestemme årets danske vinder af Melodi Grand Prix.

En tidligere Grand Prix-vinder, en radiovært og superfan er i juryen til årets danske Melodi Grand Prix, der netop er blevet offentliggjort.

Det skriver dr.dk.

Der er tale om Christina Chanée, der vandt i 2010 sammen med Tomas N'evergreen med sangen 'In a Moment Like This'. Den fik en fjerdeplads ved Eurovision Song Contest i Oslo.

»Jeg vil helt klart tage de internationale briller på, når jeg skal give mine karakterer. Jeg leder efter en sang, som, jeg tror, kan gå hele vejen – også uden for Danmarks grænser,« fortæller Christina Chanée til dr.dk.

Derudover består juryen af radiovært Dennis Johannesson, formand for Grand Prix-fanklukbben Johann Sørensen, koreograf Vicky Leander og sangskriver John Gordon, der faktisk vandt Eurovision i 2010, fordi han havde skrevet den tyske vindersang 'Satellite'.

Den såkaldte fagjury har halvdelen af magten i Melodi Grand Prix' første afstemningsrunde, mens seernes stemmer alene udgør den afgørende og sidste runde.

Melodi Grand Prix finder sted lørdag den 13. februar i Forum Horsens, og bliver vist klokken 20 på DR1.