Stemningen var helt i top, da årets deltagere i Melodi Grand Prix mødte pressen for sidste gang, inden det for alvor går løs i Forum Horsens i aften.

Fredag aften var der generalprøve på årets danske Melodi Grand Prix. Og selvom der var en del tekniske kiks, så gik det kun udover værtstrioen bestående af den erfarne Grand Prix-vært Jacob Riising og to tredjedele af Danmarks måske mest kendte Grand Prix-familie, Annette og Hilda Heick.

For kunstnerne forløb både lys, lyd og diverse glimmerkanoner præcis som det skulle, og de fleste fortalte da også BT, at de var godt tilfredse. Så tilfredse som man nu kan være, når man er perfektionist. Og i øvrigt ved, at der kommer til at være omkring en million danskere, der følger ens mindste bevægelse.

Storfavoritten Simone Egeriis havde valgt et noget mere afdæmpet look end sidst, hvor hendes tætsiddende, hudfarvede kjole fik folk i stuerne til at gøre store øjne.

»Det gik rigtig godt,« fortalte hun til BT lørdag formiddag gå gågaden i Horsens.

»Jeg håber, jeg kan gøre det lige så godt eller lidt bedre i aften. Det hjælper jo, at det er tredje gang, jeg er med,« fortæller hun med henvisning til, at hun også har deltaget i Melodi Grand Prix i 2010 og 2013.

»I aften håber jeg, at jeg kan være lidt mindre fokuseret på teknikken og i stedet prøve at nyde det lidt mere,« lyder det fra Simone, der altid sørger for at tage et par dyyyyybe vejrtrækninger, inden hun går på scenen for at synge 'Heart Shaped Hole'.

Charmøren David Jay var også godt tilfreds med sin performance af 'Rays of Sunlight' på scenen i går, men der er altid plads til forbedring, vurderer han:

»Jeg har måske overtænkt det en lille smule. I aften vil jeg give mere slip og stole på mine ’skills’,« konstaterer han med et grin.

Der var fredag aften generalprøve på det danske Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Her ses sang nr.1: Rays of Sunlight, med sangeren David Jay.
Der var fredag aften generalprøve på det danske Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Her ses sang nr.1: Rays of Sunlight, med sangeren David Jay. Foto: Henning Bagger
Vis mere

For at blive klar har den 29-årige David et helt fast ritual:

»En halv time før showstart var jeg min stemme op. Så drikker jeg to kopper myntete med honning og strækker ud i mine gamle lemmer,« joker han.

Danske Rebecca Krogmann, der medvirker i Melodi Grand Prix med gruppen Bracelet, der foruden hende består af de svenske brødre Felix og Charlie Grönvall, der nærmest er Melodi Grand Prix-royalty - deres farfar er Benny Andersson, der vandt med ABBA og 'Waterloo - var også helt høj efter sceneshowet i går aftes.

»Det var så fedt!,« lyder det begejstret.

»Vi måtte nærmest slæbes væk fra en masse børn, der ville have vores autografer og tage billeder af os efter showet,« siger hun.

Der var fredag aften generalprøve på det danske Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Her ses sang nr.3: Breakaway, sunget af gruppen Bracelet med danske Rebecca Krogmann og de svenske brødre Charlie og Felix Grönvall
Der var fredag aften generalprøve på det danske Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Her ses sang nr.3: Breakaway, sunget af gruppen Bracelet med danske Rebecca Krogmann og de svenske brødre Charlie og Felix Grönvall Foto: Henning Bagger
Vis mere

Showet, der er punk-inspireret med nogle ret vilde kostumer gik da også præcis, som det skulle ifølge Krogmann.

»Der er intet, der skal ændres,« konstaterer hun glad.

Endelig er der duoen Muri og Mario, som bookmakerne tipper til at få andenpladsen i årets Grand Prix.

Her var der både glæde og nervøsitet at spore, da BT mødte dem.

»Jeg kunne slet ikke sove i går,« fortæller Muri, der - bortset fra søvnløsheden - var glade for at have overstået generalprøven på sin og makkeren Marios nummer 'To Stjerner’, der byder på aftenens store overraskelse for publikum i salen.

Hvem der løber med sejren i Melodi Grand Prix, kan du se i aften klokken 20 på DR1.