Annette Heicks hår til Melodi Grand Prix.

Mere behøver man næsten ikke sige, før stort set hele Danmark pludselig har en mening.

Frisuren har for alvor fået danskerne op af stolene og til tasterne på de sociale medier. Også flere kendte personer mener, at det er et emne, som er værd at beskæftige sig med.

Blandt dem er danseren og musicalstjernen Silas Holst. Han er mere end træt af, at fokus er endt med at være på Annette Heicks krøllede hår, efter hun lørdag aften var vært for Dansk Melodi Grand Prix sammen med sin mor, Hilda Heick, og Jacob Riising.

I et opslag på Facebook gav Silas Holst en gevaldig opsang til de mange, som gjorde sig morsom over Annette Heicks hår - herunder Annette Heicks egen arbejdsgiver, DR.

Silas Holst skrev:

»Synes sgu Annette Heick så godt ud i aftes - og folk der snakker vanvittig grimt burde skamme sig! Det er fair man ikke kunne lide looket men ligefrem som et voksent menneske at begynde at kalde hende for et får, en zombie osv. Er langt over stregen...!!
Og så undrer folk sig hvorfor mobning er et stigende problem blandt børn... I wonder why...????,«

Det opslag er blevet debatteret heftigt.

Også på BTs Facebook-væg, hvor en artikel om Silas Holst' opsang blev lagt ud mandag morgen, bliver der debatteret heftigt.

På få timer har opslaget fået omkring 100 kommentarer. Langt de fleste er meget enige med Silas Holst og kritikken af mobningen af Annette Heick og hendes hår, som bliver sammenlignet med et får.

»Fuldstændig enig med Silas - det er voksne, der går foran med at mobbe!! Man må gerne have sin egen mening, men hold den for dig selv, hvis man ikke kan sige det på en ordentlig måde - og gerne til folk selv,« skriver brugeren Liane Brahe Andersen.

Hun bakkes op af flere andre personer på Facebook. Blandt andet skriver Steffen Kristensen og Anne-Grete Sørensen:

»Sørgeligt, hvordan det er blevet for nemt at rakke folk ned, nemt når man sidder ved tasterne, få jer dog et liv danskere..! Silas har fuldstændig ret..!«.

»Uanset hvad man mener, så kan man godt sige det pænt, at man ikke kan lide det, uden at det er nødvendigt at sammenligne hende med et får. Og i det hele taget opføre sig voksent, og ikke som en gang pattebørn!«

Men det er ikke alle, der deler den mening. Nogle mener ganske enkelt, at man må acceptere at blive drillet, når man er en offentlig person.

»Når man vælger at være en offentlig person må man tage "det sure med det søde". Det er jo seerne som betaler. Nu burde melodigrandprix jo være en spændende og oplevelsesrig aften - fuld af god musik. Og ikke "Mig og min mor". Jeg syntes de er to søde og dejlige kvinder begge to, men værter er bare ikke lige deres område,« skriver Birgitte Hansen.

Og så er der dem, der mener, at vi allesammen burde finde noget vigtigere at gå op i.

»Der er hår.. for filan... har folk virkelig ikke noget mere spændende at gå op i,« lyder det fra Anja Bruun Kristensen.

Du kan finde opslaget herunder - så kan du selv gå ind og give din mening til kende.