Anja Nissen får alligevel lov at optræde med 'Never Alone'.
Anja Nissen får alligevel lov at optræde med 'Never Alone'. Foto: Jens Astrup

Efter møde med EBU er der endelig godt nyt for dansk-australske Anja Nissen. ’Never Alone’ må gerne deltage i grandprixet.

’Never Alone’ må gerne deltage ved det danske Melodi Grand Prix i Horsens 13. februar.

Det fortæller DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme til bt.dk efter et møde med EBU mandag.

eurovision2014

En talsmand har ellers tidligere overfor bt.dk forklaret, at EBU (European Broadcasting Union, der arrangerer det internationale grandprix red.) ikke kan udtale sig om den konkrete sang, da de slet ikke kigger på de danske bidrag, før én af dem har vundet æren af at deltage i det internationale Melodi Grand Prix. Ellers er der pludselig rigtig mange sange at kigge efter i sømmene, oplyser de.

»EBU gennemgår først alle sangene til Eurovision Song Contest i marts. Indtil de er fysisk forelagt EBU, ligger alle undersøgelser om regelbrud hos den nationale tv-station,« har de oplyst til bt.dk.

Derefter vil EBUs grandprix-chef Jon Ola Sand tage stilling til, om sangen har fået en fordel i konkurrencen.

dr melodi grand prix

Men der er altså gjort en ekstraordinær undtagelse i denne sag, fortæller Jan Lagermand Lundme.

»Det er ikke normalt, at vi er i dialog med EBU omkring de her sager, men vi har følt, at det var det rigtige at gøre denne gang,« siger DR-bossen til bt.dk.

Den potentielle skandale begyndte at rulle sidste uge, da Ekstra Bladet kunne fortælle, at en af årets sange er kommet i modvind allerede inden, den var blevet spillet ved det danske Melodi Grand Prix.

Vinderen af det danske og det internationale Melodi Grand Prix i 2013, Emmelie de Forest, har nemlig flere gange offentligt optrådt med sangen ’Never Alone’, som hun har skrevet sammen med Rune Westberg og MoZella, men som dansk-australske Anja Nissen skal synge i Forum Horsens 13. februar.

Ifølge EBU må en sang som udgangspunkt hverken have været udgivet eller spillet offentligt inden 1. september 2015, hvis den skal have lov at medvirke i den internationale konkurrence i Stockholm til maj. Men øverste chef har altså nu valgt at benåde sangen, slår Jan Lagermand Lundme fast.

»Den er med. Det er den klokkeklare besked fra EBU på baggrund af mødet mandag«, fortæller han.

»Da vi valgte de ti sange var det med ønsket om at få det bedste show. Samtidig med udvælgelsen kom sangskriverne og sagde, at de havde spillet den nogle gange i løbet af de seneste to år. Det blev vurderet, at cirka 3000 publikummer havde hørt den, og det kunne vi ikke se noget galt i. Så vi er glade for, at EBU er enige,« siger Jan Lagermand Lundme.

»Det er en superfed nyhed. Der er ingen tvivl om, at der er større chance for at finde en god sang, der kan klare sig internationalt, hvis der er ti sange at stemme på og ikke ni.«

DR-bossen vil ikke svare på, hvad der ville have været sket, hvis DR havde taget beslutningen udenom EBU, og Anja Nissen havde vundet for derefter at være blevet diskvalificeret af EBU.

»Så ville vi formentlig have sendt nummer to af sted, men det har jeg slet ikke set grund til at tage stilling til,« siger han.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook