Jubel, glædesråb og masser af forløsnings-kys. Danmark gik i aftes videre i årets Eurovision, også kendt som det store internationale melodi grand prix.

Efter en nervepirrende semifinale og aftenens stemmer var talt op, var det sikkert og vist. Den danske duo Chanée og N’evergreen er med ved lørdagens store finale.

Og det til trods for, at flere udenlandske journalister har været efter de danske storfavoritter de sidste par dage for at mangle kemi og være følelseskolde på scenen.

Stemningen i Telenor Arena i Oslo var nær kogepunktet, da 10 ud af 17 lande blev sendt videre i konkurrencen. Og som et ekstra spændingskrydderi på en dramatisk aften, blev Danmark nævnt som det sidste af de lande, der gik videre.

13.000 publikummer og næsten 100 mio. tv-seere fulgte showet i Oslo. Og den store indendørs sportsarena var fyldt med farverige og jublende fans fra både Øst og Vesteuropa.

Chanée og N’evergreen var sang nummer fire ud af i alt 17 numre. De blev modtaget af et begejstret publikum og leverede også en kraftpræstation.

Aftenens show startede ud med Litauen. Et nummer, hvor flere tv-seere nok har været ved at få kaffen galt i halsen. Ikke mindst i andet omkvæd, hvor de fem meget ivrige litauer smider bukserne og hopper rundt i små palietshort og hvide tennisstrømper.

Men herefter steg niveauet adskillige grader, og resten af showet var præget af langt mere seriøsitet.

I de seneste år har Eurovision til tider indeholdt mere gøgl end grand prix. Men i år ser det ud til, at størstedelen af de 39 lande, der er med, har indset, at akrobatiske dværge og slimede orker ikke nødvendigvis betyder en billet til finaleshowet.

I tirsdags blev første semifinale afholdt. Her gik blandt andet Island videre med danskboende Hera Björk i front, mens Finland fik for få stemmer til at komme i finalen.

Første semifinale var især præget af mange nationalistiske sange, hvor flere lande sang på deres modersmål. I aftes var størstedelen af alle sangene på engelsk. Ligesom det var balladernes store aften. Næsten halvdelen af sangene var stille, romantiske sange.

Vores naboer Sverige gik ikke videre. De stillede op med den unge blonde Anna Bergendahl, der sang melankolien ”This Is my Life”. Men den faldt ikke i seernes og juryen smag.

De sidste 20 år er Danmark det land, der har givet Sverige flest point. Til gengæld fik Danmark nul point af Sverige sidste år. Om det også var tilfældet i aftes, vides endnu ikke.

De lande, der gik videre til finalen blev nævnt i tilfældig rækkefølge, og de samlede stemmer bliver først offentliggjort efter lørdagens finale. Sms-stemmerne tæller 50 % af det samlede resultat, mens en fagjury i hvert land bidrager til de resterende 50 %.

I Danmark bestod fagjuryen af musikere og sangskriverne Peter Biker, Frede (Fup) Norbrink, rapper Ataf Khawaja samt sangerinden Anna David og Miss B.Haven-sanger Lise Cabble.

LÆS OM LIVET BAG KULISSERNE VED EUROVISION 2010 OG STIL SPØRGSMÅL TIL CHANÉE OG N'EVERGREEN PÅ BLOGGEN 'MGP i Oslo'