Der vil ikke længere være kor med på scenen, når deltagerne skal kæmpe om trofæet i melodigrandprix.

Når de 10 finalister lørdag aften skal dyste om sejren i det danske melodigrandprix, bliver det ikke med kor på scenen, som den danske tradition ellers foreskriver. I stedet vil de 10 sange være akkompagneret af et pre-indspillet kor - altså playback.

Det sker ifølge underholdningsredaktør i DR Jan Lagermand Lundme for at give kunstnerne plads til at udfolde showet visuelt.

»Reglerne i Eurovision er sådan, at der maksimalt må være seks mennesker på scenen, når en artist optræder, og hvis den artist så har et firemandskor, så er der ikke meget at gøre godt med rent visuelt,« siger han.

»Ved at indspille koret kan artisterne i stedet gøre noget ud af deres sceneshows, for eksempel med dansere. Det vil også give seerne derhjemme i stuerne en bedre oplevelse og et bedre show,« fortæller han.

Men for artisterne er koret ikke bare en vokal backup - det er også ofte dem, de bruger til at sparre og øve med. Derfor har DR i stedet sørget for, at alle artister har fået tilknyttet en vokal-coach.

En af dem er Anders Øhrstrøm, der tidligere år har sunget kor i grandprixet. Selvom han mener, der også kan være fordele ved at have et kor med på scenen for artisterne, bakker han op om DR's beslutning.

»Der er ingen tvivl om, at det giver en fordel rent visuelt at tage koret ud, og vi slipper også for bekymringen om, hvorvidt et kormedlem pludselig lægger sig med halsbetændelse, og vi skal til at finde en ny med kort varsel,« siger han.

»Men korets opgave er jo ikke bare at komme til tiden og synge rent, det er også at være der for artisten med vores erfaring og opbakning. DR kan heldigvis godt se, at det er vigtigt, og har derfor valgt at sørge for, at der er vokalcoaches tilknyttet i stedet,« siger han.

»Vi er der til at øve og varme op og til at sende artisterne op på scenen og give dem en krammer, når de kommer ned igen,« siger han.

Det er kun i det danske grandprix, at koret vil være playback. Ved Eurovision foreskriver reglerne, at al sang og kor skal synges live.

Dansk Melodi Grand Prix bliver afholdt i Forum Horsens lørdag klokken 20.00 og kan ses direkte på DR1.