Soluna Samay var meget skuffet efter fiasko i Baku

- Jeg er skuffet og overrasket over, at Europa ikke havde samme musiksmag, som os.

Sådan lød det lørdag nat efter den store MGP-finale, da Soluna Samay mødte bt.dk.

Der var tydeligvis stor skuffelse i den danske lejr. De blev kun til sølle 21 point og en 23. plads ved dette års Eurovision, der blev afholdt i den aserbajdsjanske hovedstad Baku. 

Mens Sverige hurtigt kunne udråbes til vinder, var det først langt henne i showet, at Danmark modtog de første point.

- Det havde jeg ikke lige set komme, sagde Soluna Samay og forklarede, at det også var følelsen hun sad med i green room under showet, da der stadig stod 0 point på tavlen.

- Jeg har hele tiden vidst, at alt kan ske i Eurovision. Man bliver tit chokeret, forklarede hun og understreger, at det her ikke får lov til at slå hende ud.

- Jeg kommer til at blive ved med at lave musik. Også selv om det her er sket. Og lige meget hvad, så har det her været en oplevelse, jeg aldrig ville glemme. Der er 'No Regrets'. Jeg er bare taknemmelig for alt det, som det har lært og givet mig. Der er en mening med alt. Og det er der også med det her, sagde hun, inden hun forsvandt væk fra arenaen og tilbage til sit hotel med resten af bandet og Chief 1 og Remee.

Inden forklarede Chief 1, at nu var det vigtigste, at de fik samlet alle i bandet og taget en snak.

- Vi skal have fortalt de her unge mennesker, at det på ingen måde er deres skyld. De gjorde det så godt, sagde produceren, der sammen med Remee og I sam B står bag den danske MGP-sang.