Mandag var der pressemøde på dansk Melodi Grand Prix, hvor de ti deltagere blev præsenteret. Og halvdelen af dem har man set før - bare i børneudgaver eller som korsangere.

Babou var bare 10 år, da han i 2005 imponerede Danmark og værten Bubber i TV2s talentshow Scenen er din’ og endte på en andenplads. Som 16-årig var han med i X Factor på DR og blev nr. 3. Men nu er krøllerne væk og barnestemmen blevet dyb, og i år tager Babou for alvor skridtet ind i de voksnes rækker og håber at nå helt i top som solist til årets MGP med sangen ’Manjana’.

»Den Babou man så i X Factor var 16 år gammel. Lidt underudviklet, lille og lidt tyk og havde en meget lys stemme. Det var egentlig underligt, at min stemme ikke var gået i overgang,« siger Babou om sine tidligere optrædener.

»Nu er Babou 20 år gammel og voksen, har en musikkarriere kørende og er forhåbentlig blevet dygtigere siden, og meget mere målrettet ogt ambitiøs,« lyder det fra Babou, der for et år siden udgav singlen ’Supernova’, der er titelmelodien til Paradise Hotel på TV3.

Lyshårede Julie Bjerre var blot lige fyldt 15, da hun i 2013 stillede op i Blachmans program ’Mentor’ og vandt. I år deltager hun i MGP med ’Tæt på mine drømme’ af Lise Cabble, som stod bag den internationale vindermelodi ’Teardrops’.

»Man kan sagtens sige, at jeg er gået fra lidt at være barn til mere moden. Efter jeg vandt Mentor har jeg gennemgået et forløb med Warner Music, der har hjulpet mig med at udvikle mig både stemmemæssigt, performancemæssigt og i studiet, og også pressemæssigt, siger Julie Bjerre, der fylder 17 en uge efter dysten i Aalborg Gigantium d. 7. februar.

Det kender Anne Gadegaard også til, som nok er den deltager, der har gennemgået den mest opsigtsvækkende forandring. I 2003 vandt hun børne-MGP med ’Arabiens drøm’ og blev en vaskeægte børnesangstjerne. I dag er hun voksen, har en meget populær blog, hvor hun viser billeder af sig selv i undertøj. Og så bor hun sammen med sin 26-årige kæreste, Micky Skeel Hansen.

Til gengæld har to af deltagerne, Marcel og Andy Roda, været med i voksenudgaven af MGP sidste år. Men som korsangere for Basim var det det var ikke dem, spotlight hvilede mest på. Nu er de klar til at springe ud som solister og konkurrenter, når de skal forsøge at sikre sig en plads til det internationale MGP  Wien til maj.