Særligt to ting er det danske grandprix-håbs bedsteforældre nervøse for forud for den afgørende semifinale torsdag aften.

Med store smil og hvide trøjer påtrykt det danske flag på maven og '#teamanja' på ryggen er den dansk-australske sangerinde Anja Nissens bedsteforældre mødt op ved arenaen i den ukrainske hovedstad Kiev, hvor dette års Eurovision Song Contest bliver afgjort.

Både mormor Grethe Østergaard og morfar Egon Østergaard er stolte af den 21-årige unge kvinde, der skal repræsentere de rød-hvide farver, men de er også lidt nervøse, fortæller de.

For 79-årige Egon Østergaard ligger nervøsiteten i, om politik kan komme til at spille ind og afgøre, hvem der går videre til finalen og afgør, hvem der vinder.

»Vi er alle sammen en lille smule nervøse. Vi ved, at Anja har det, det kræver at komme til tops, og vi er overhovedet ikke i tvivl om, at hun har talentet til det, men det er ikke alene det, det drejer sig om her. Der kan også være en smule politik med i det,« forklarer han.

Anja Nissen under sin første generalprøve til semifinalen.
Anja Nissen under sin første generalprøve til semifinalen. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

For Grethe Østergaard ligger nervøsiteten i, om hendes barnebarn kommer sikkert igennem sin performance på scenen. Anja Nissen har selv tidligere forklaret til nyhedsbureauet Ritzau, at hun som en del af sin optræden på den store scene skal helt ned på knæ. Og det er, når hun skal op fra den position, at hun frygter, det kan gå galt, fordi hun er iført høje hæle og sin store, røde robe.

Der er nemlig en risiko for, at hun kommer til at træde i kjolen, når hun knæler ned og skal op igen.

»Det kan betyde, at jeg bliver hevet ned på gulvet, så jeg har været nødt til at øve det nogle gange. Det er svært med høje hæle, for jeg må ikke træde på den kjole,« forklarede hun tidligere på ugen til nyhedsbureauet.

Det er den samme nervøsitet, bedstemoderen også har.

»Jeg kan ikke lide, at hun gør det der med at sætte sig ned. For det kan være et problem,« siger Grethe Østergaard, før hun fortsætter med et smil:

»Men nu er Anja meget stærkt, så jeg er sikker på, at hun nok skal komme fint op.«

Både Grethe og Egon er dog helt sikre på, at det nok skal gå fint for deres barnebarn.

»Vi har en meget positiv fornemmelse,« siger Egon.

»Jeg er sikker på, at hun på videre i aften,« fortsætter Grethe, før Egon med et glimt i øjet indskyder:

»Hvis hun ikke går igennem, så skal jeg ud at finde en dør eller to, jeg kan sparke.«