Hun har gjort det tre gange på tv. To gange i det danske Melodi Grand Prix og én gang til semifinalen. Sunget sine lunger ud og fået det til at se så nemt ud.

Men da kameraerne var slukkede lørdag eftermiddag, og det danske grandprix-håb Anja Nissen gik på scenen i Kiev for at synge 'Where I Am' igennem en sidste gang til generalprøven, blev hun overmodig og tog en chance, som kunne have ødelagt alt.

Sidst i sangen lader den 21-årige sangerinde sig selv falde ned på knæ, hvor hun skråler melodiens allerhøjeste tone ud med stor overbevisning og vilde fraseringer. Men efter så mange prøver kan selv dette højdepunkt blive for kedeligt, fortæller hun til BT.

»Jeg ville gøre det mere dramatisk (under generalprøven, red.), for jeg får det til at se alt for nemt ud, når jeg synger 'let's do it rii-iight,' siger Anja Nissen, og synger den sidste del foran pressen, mens hun gengiver den høje tone med stor overbevisning.

Under generalprøven valgte hun derfor at leve sig selv mere ind i det, gøre faldet på knæene og sangens store højdepunkt mere dramatisk ved at lade hovedet falde tilbage.

»Men du kan ikke synge, når din...,« siger hun og viser, hvordan hendes hals blev helt spændt ud under stuntet.

»Så jeg tænkte, 'Okay, lad være med at gøre det i aften. Nu har du prøvet det'«, smiler Anja Nissen, der er ganske selvsikker efter nogle gode uger i Ukraine.

»Alle lande har haft en dag, hvor de rammer en virkelig forfærdelig tone, og jeg har ventet på, at den dag også skulle komme for mig, for jeg har jo den her høje tone. Men jeg har ikke selv haft den. I dag var den der næsten. Altså, den var der i mine egne ører, hvor den lød en smule ved siden af, men jeg ved, den vil sidde i kassen i aften,« siger Anja Nissen.

Den store Eurovision-finale begynder klokken 21 på DR 1. Anja Nissen synger som nummer 10.