Mangler du kys og kærtegn i hverdagen, lider du måske af hudsult. Oxytocinmangel får os til at savne berøring. Få sexolog Maj Wismanns råd her.

Specielt hvis du er single, kan du savne kram, kys eller måske bare et enkelt strøg over kinden. Men det er ikke unormalt, at man også i et parforhold kan opleve savn af fysisk berøring.

For nylig holdt jeg et foredrag for en god portion singler om, hvordan man får et federe singleliv. Ét af de syv punkter, jeg gennemgik, handlede om begrebet ’hudsult’.

I parterapi-branchen har vi kendt til begrebet i årevis. Fysisk berøring er nævnt som et af de fem kærlighedssprog i den verdenskendte bog af Gary Chapman ’5 kærlighedssprog’.

Teorien bag kærlighedssprogene er, at vi alle elsker at modtage de fem typer af kærlighed, men at vi hver har én eller måske to favoritter. Hvis vi ikke får dem opfyldt, kan vi få nok så meget af de resterende ’sprog’, men vil ikke føle os elsket – inderst inde.

Fysisk berøring er som sagt et af de fem sprog/udtryksformer, som kærligheden kan vises i.

At berøring gavner os, skyldes i høj grad hormonet oxytocin, der udløses ved berøring og kaldes kærligheds- eller krammehormonet. Hvis ikke man oplever at få sit behov for fysisk berøring opfyldt, vil man mangle hormonet og opleve ’hudsult’.

Hudsult i parforhold

De fleste vil mene, at man i et parforhold får dækket sit behov for berøring, men min erfaring er, at det langtfra er sandt. Man kan sagtens opleve savn, selvom partneren kun sidder to meter væk i sofaen. Det kan næsten opleves værre end at være single, for i parforholdet burde man have alle muligheder for IKKE at føle savn. Men måske er din partner slet ikke klar over, at der er noget, du savner. Har vedkommende ikke selv samme behov for fysisk berøring som dig, er det ikke sikkert, at han eller hun tænker på, at du har et udækket behov. Er du nusser med et stort behov for fysisk berøring, må du selv i gang med at skabe lidt mere berøring i forholdet.

Gør dine kram, kys og berøringer længere, end du plejer. Der skal ikke mange sekunder oveni, før du vil opleve, at kroppen belønner dig med oxytocin. Selvom et savn føles enormt, skal der sjældent meget til, før behovet bliver opfyldt.

Singler og berøring

Som single er det ofte nemmere at acceptere savnet af berøringer, fordi der jo ikke er nogen til at opfylde behovet. Men behovet bliver ikke mindre af det. Under mit foredrag gik en prås op for et par af tilhørerne, der fortalte, hvordan de ofte endte i seng med dates, som de efterfølgende fortrød. For det var dates, de egentlig ikke gad gå i seng med, men de var drevet af et udækket fysisk behov for nærvær og nussen.

»Jeg kan jo ikke sige, at jeg helst bare vil ligge og putte og nusse,« sagde to kvinder samstemmende.

Men jo. Det kan du faktisk godt, for måske er du ikke den eneste, der har brug for nærhed. Det er nemlig en skrøne, at kvinder vil nusse, og mænd kun vil have sex. Selvfølgelig risikerer du et ’nej, tak’, men det gør du også ved at foreslå sex.

Et af de råd, jeg giver til singler, er at få en omgang massage inden en date. En lækker, nydelsesfyldt oliemassage tanker ’berørings-depoterne’ op. Massagen kan ’nulstille’ dig på berørings-behovs-kontoen, så du under daten kan fokusere på f.eks. kærestepotentialet over for dig. I stedet for på dit behov for berøring.

  • MAJS Tip: Et kram på mere end 30 sekunder udløser hormonet oxytocin, der mætter hudsult-monstret – så hvis du alligevel krammer, så hold fast lidt længere.

Oplever du, at dit behov for fysisk berøring ikke bliver dækket, kan du opleve fysisk ubehag, der kan føles som:

  • En indre uro.
  • Tristhed.
  • Usikkerhed om, hvorvidt du er elsket.
  • En lyst eller trang til at opsøge berøringer og fysisk kontakt.
  • En tvivlen på dig selv.

Det kan du gøre:
Hudsult behøver ikke at blive dækket af andre. Du kan gøre meget selv. Prøv f.eks. at give dig selv en fuld kropsmassage. Tag et varmt bad og brug derefter 20-30 minutter på at nusse, ae og massere dig selv fra tåspids til hovedbund.

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vis mere