De verdensberømte rødvine Barolo og Barbaresco er henholdsvis kongen og dronningen af det norditalienske vinområde Piemonte, som ligger for foden af Alperne.

Men området er – ud over de to meget flotte og ofte kostbare ’kongelige’ vine, begge fremstillet af nebbiolo-druen – desuden kendt for mange andre gode druer og ofte knap så kostbare rød- og hvidvine, som det fremgår af ugens anbefalinger.

Guldvinen Scassa fra vinhuset Bruna Grimaldi er således en rødvin fremstillet af områdets næstbedst kendte drue barbera, mens sølvvinen Sobrero er en flot chardonnay-hvidvin.

Hvis man vil ofre 600 kr. eller 1.800 kr., som ugens to absolutte topvine koster, er disse to rigtig gode repræsentanter for Piemonte. Sidstnævnte er fra den verdensberømte vinmager Angelo Gaja, der betragtes som én af de absolut bedste Barbaresco-producenter.

Tim Vollerslev tester i denne uge syv vine fra Piemonte

2015 Arneis

Bianco Gemma, DOC. Langhe. 13 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Let aromatisk, behageligt tør, medium fyldig hvidvin, dejlig, frisk frugtrig smag af æbler, limefrugt, lidt kvæde og strejf af grønne krydderurter.
  • Velegnet til: Serveres v. 6 gr. til frisk mild ost, pasta m. rejer eller medium lette retter.
  • Pris: Kr. 99. Tilbud ved køb af 2 fl. uge 25+26 kr. 119.
  • Forhandler: Føtex/Dansk Supermarked tlf. 8930 3030. www.føtex.dk

2015 Le Quattro Terre

La Meridiana, DOCG. Barbera D’Asti. 13 pct.

4 af 6 stjerner

  • Kommentar: Medium krydret og medium fyldig, frugtrig rødvin, behagelig, saftig, rund smag af både røde og mørke kirsebær, lidt blåbær og krydderurter.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til pasta m. tomat, pizza eller medium kraftige retter.
  • Pris: Kr. 89. Tilbud ved køb af 6 fl. uge 25+26 pr. fl. kr. 79.
  • Forhandler: Cavalcade Vine tlf. 4025 4475. www.cavalcade.dk

2015 Chardonay

Sobrero, Bianco, DOC. Langhe. 13 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Saftig og fyldig hvidvin, behageligt tør, lang, rund, frugtrig smag af ferskner, mango, frisk citrus og krydderurter. Flot køb.
  • Velegnet til: Serveres v. 6 gr. til pasta m. skalddyr, risotto, fast moden ost eller fyldige retter af fed fisk.
  • Pris: Kr. 99,95. Tilbud ved køb af 6 fl. uge 25+26 pr. fl. kr. 85.
  • Forhandler: AndrupVin.dk tlf. 5080 9005. www.andrupvin.dk

2013 Terre Sabaude Govone

Superiore, DOC. Barbera D’Alba. 14 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Medium fyldig rødvin, harmonisk, let krydret og flot, lang, rund smag af kirsebær, mørke skovbær, strejf af kakao, toast og vanilje.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til medium kraftige retter.
  • Pris: Kr. 149. Tilbud ved køb af 6 fl. uge 25+26 pr. fl. kr. 100.
  • Forhandler: Holte Vinlager – www.holtevinlager.dk

2013 Scassa

BrunGrimaldi, Superiore, DOC. Barbera D’Alba. 14,5 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Velstruktureret, medium kraftig rødvin, flot, lang smag af modne mørke kirsebær, lidt blåbær, tranebær, søde blommer, krydderier, mokka og vanilje. Super godt tilbud.
  • Velegnet til: Serveres v. 18 gr. til medium kraftige retter.
  • Pris: Kr. 159. Tilbud ved køb af 6 fl. uge 25+26 pr. fl. kr. 109.
  • Forhandler: Barrique Vin tlf. 3324 4111. www.barrique.dk

2012 Perno

VignaSanto Stefano, Mascarello Giuseppe E Figlio, DOCG. Barolo. 14,5 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Superflot top-Barolo, kraftig rødvin, maskulin og velstruktureret, tør, dyb, kompleks smag af røde kirsebær, hindbær, lakrids, mokka, urter og mørk toast.
  • Velegnet til: Luftes og serveres v. 18 gr. af store glas til kraftige retter.
  • Pris: Kr. 599.
  • Forhandler: udvalgte Meny/GobiVin tlf. 3613 0077. www.gobivin.dk

2013 Gaja

DOCG. Barbaresco. 14 pct.

5 af 6 stjerner

  • Kommentar: Tør, harmonisk, kraftig men blid, superflot rødvin fra det berømte vinhus Gaja, tæt, kompleks, lang smag af røde kirsebær, brombær, jordbær, urter, mørk chokolade og røget toast.
  • Velegnet til: Luftes og serveres v. 18 gr. af store glas til kraftige retter af f.eks. and.
  • Pris: Kr. 1.799.
  • Forhandler: Vinoble Butikkerne/Østjysk Vinforsyning tlf. 8755 9900. www.vinoble.dk