Den succesfulde restaurant Restaurant Flammen satser nu også på take away. Det fortæller administrerende direktør Elias Grøfholdt Tychsen i en pressemeddelelse, skriver Ekstra Bladet.

Det er ikke lang tid siden, Restaurant Flammen var ukendt. Nu findes restaurant-kæden 11 steder i landet, og det har givet blod på tanden. Således opruster kæden nu med en ny satsning, Flammen TakeAway, står der i en pressemeddelelse.

Flammen TakeAway bygger på de samme principper som den nuværende restaurant-kæde, men nu skal det være muligt – som navnet antyder – at tage maden med hjem.

Det er stadig uvist, hvordan det nye koncept kommer til at løbe af stablen, fortæller administrerende direktør, Elias Grøfholdt Tychsen. Han fastslår dog, at der ligesom i deres restauranter kommer til at være noget for enhver smag.

»Udvalget i Flammen TakeAway vil vi ikke helt løfte sløret for endnu, men vi lover, at der er forskellige valgmuligheder og noget for enhver smag, ligesom der er i vores restauranter,« står der i pressemeddelsen.

Oprustningen kommer, efter Restaurant Flammen har kapret en portion af Jensen’s Bøfhus’ kunder. Således skriver Ekstra Bladet, at Restaurant Flammen har tjent 60 millioner kroner de seneste tre år, mens Jensen’s Bøfhus har tabt 57 millioner alene i 2015.

Det er planen, at den første Flammen TakeAway skal slå dørene op i januar 2017.