Det er ikke spor sundere at spise økologisk frem for ikke-økologisk, konkluderer amerikanske forskere. Dansk forsker har også svært ved at se de sundhedsmæssige fordele

USA: Om æggene er økologiske eller ikke-økologiske gør ingen forskel på dit helbred. Man bliver nemlig ikke mere sund af at spise økologisk, fastslår forskere fra Stanford University i Californien i en ny undersøgelse.

- Nogle mener, at økologisk mad altid er sundere og mere nærende. Vi var en smule overraskede over, at vi ikke kunne bekræfte det, siger Crystal Smith-Spangler, der er ledende forsker på projektet, til BBC.

Sammen med sine forsker-kolleger har han undersøgt 17 forskellige studier af personer, der spiste henholdsvis økologisk og ikke-økologisk og sammenholdt de resultater med 223 andre studier, som har fastsat niveauer af næringsstoffer, bakterier og pesticider i forskellige økologiske og ikke-økologiske fødevarer. Og resultatet er klart:

- Der er ikke meget forskel på økologisk og ikke-økologisk mad, siger forskeren.

Herhjemme er seniorforsker Niels Halberg en af dem, der ved allermest om økologi. Han leder Internationalt Center for Forskning i Økologisk Landbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, i Tjele uden for Viborg.

- Der er masser af blandede af undersøgelser, der viser blandede resultater på sundhedsområdet, og det er svært at vise en voldsomt sundhedsfremmende effekt med den viden, vi har lige nu, siger Niels Halberg.

Men selvom der ikke er nogen åbenlyse sundhedsmæssige fordele, kan økologien så meget andet, påpeger han.

- Du er jo stadigvæk sikret mod pesticidrester i det økologiske, for hvis du ser statikken for især importeret grønt og frugt, er der en ret stor frekevens af presticiderester, siger Niels Halberg. Pesticider er den gift, som anvendes mod skadelige organismer i for eksempel planter. Giften kan påvirke både mennesker og miljø negativt.

Det økologiske landbrug bruger også langt mindre antibiotika end de ikke-økologiske landbrug, fortæller Niels Halberg. Og derfor bidrager økologiske landbrug ikke nær så meget til, at mennesker risikerer resistens overfor antibiotika.

- Så i en større sundhedsmæssig, har økologien en enorm stor betydning, den bor bare ikke i det enkelte produkt, siger han.