Vi kender det alle: Nytårsforsættet om en sundere kost er sat, og nu skal det holdes. Men efter de første dage begynder kampen for alvor, og lysten til syndige snacks bliver kun værre. Her får du foodtv.dks bud på fem hurtige og velsmagende retter, som vil hjælpe dig i kampen mod de overflødige kilo.

Morgenmaden er dagens første og vigtigste måltid, men i en travl hverdag er der sjældent tid til det helt store morgenbord, og det sunde og nærende morgenmåltid bliver derfor hurtigt til en smørbagt croissant fra tanken. Det kan derfor godt betale sig at forberede morgenmaden i god tid og tage den “to go”, så den kan nydes i ro og mag på kontoret med god samvittighed.

Her egner den hjemmelavede æblekompot sig perfekt som tilbehør til din medbragte skyr eller yoghurt, og som en ekstra bonus kan kompotten tilberedes flere dage i forvejen, så du helt undgår unødigt stress fra morgenstunden af. Opskriften på den nemme og velsmagende æblekompot finder du her.

I weekenderne, hvor der er mere tid og kortere til den lokale bager, kan du med fordel tilberede en lynhurtig omelet med friske tomater. Omeletten fungerer generelt godt inden træning og smager også skønt til frokost og aftensmad. Opskriften på den perfekte omelet finder du lige her.

Hvem siger, at man ikke kan have gæster til middag og samtidigt overholde sit nytårsforsæt? Overrask de skeptiske med en skøn og sund salat med lynstegt tun og æg, og tag resterne med på arbejde til frokost dagen efter. Er du mere til kylling end til fisk, så prøv at tilberede en hel ovnstegt kylling på en bund af velsmagende rodfrugter. Det er en smuk ret, som både vil glæde din familie, såvel som dine middagsgæster.

Når de tre måltider er overstået, og du velfortjent kan smide dig på sofaen foran fjernsynet, så er det ofte her, at kampen mod de syndige lyster for alvor begynder. Er du typen som hurtigt falder i chipsskålen, bør du prøve at skifte de klassiske sour cream & onion ud med sprøde kålchips. Denne grøntsagssnack består af tre simple ingredienser og er lige så nemme at lave, som de smager godt. I videoen øverst i denne artikel kan du se, hvor nemt og hurtigt du tilbereder de knasende kålchips.